Høringssvar vedrørende Lergravsvej - lokalplan 503

Oprettet: 6. september 2013
Svarnummer:
38

Indsendt af

Louise Mølbæk Andersen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Kære Københavns kommunes Borgerrepræsentation, Der er tydeligvis ingen af jer, som skal være naboer til det byggeri, der efter planen skal erstatte den eksisterende lokalplan 346. For så havde I ikke godkendt det. Der er heller ingen af jer, som kender nogen, der skal være naboer til det nye byggeri. For så havde I ikke godkendt det. Og tilbød jeg jer min lejlighed, som lige nu ligger mægtig skønt – og med masser af sol, til en god pris, er jeg ikke sikker på, at I vil stå i kø – andre steder end ved håndvasken! Det er ikke okay. Det er mangel på respekt for andre mennesker og andre menneskers liv og værdier at fjerne al vores naturlige lysindfald, sætte sådan en kæmpe mur og bade vores boliger i skygge! Ingen beboere har forventninger om, at det grønne område bibeholdes. Det har været på lånt tid frem til, at arealet skulle bebygges med boliger magen til de eksisterende…. Eller det troede vi alle – lige indtil der pludselig dumpede en tegning af et nyt, moderne Vestre Fængsel ind i min postkasse. Eneste forskel er, at dem som er i fængslet, er dem uden for murene… Prøv at forstå, hvad I gør ved vores hjem – vores liv. Og forestil dig, at det var dit hjem og dit liv. 25 lejligheder i Øresund Strandpark har gavlvinduer direkte ud imod det, som andre høringsindlæg kalder ’Berlin-muren’. Dem får de ikke længere glæde af. Til gengæld skal de stadig pudses. Vindueskarmen kan måske stadig bruges til opbevaring, men det er vist også det. For de lejligheder – og alle de øvrige +400 lejligheder i nærområdet som i meget høj grad påvirkes, vil det eneste rum, som ikke taber værdi ved opførelsen af det nye byggeri, være badeværelset. For det har ikke noget vindue i forvejen. Altaner og terrasser vil fremover tjene som opbevaring for paraboler, vasketøj og ølkasser, for det som før var et aktivt, rekreativt udeliv med grill, solbadning og havemøbler på lyse sommeraftener og et tæppe, en kop kaffe og en bog i vintersolen – det forsvinder. Som dug for solen, hvis ellers solen kunne komme i gennem. Hvordan kan I være det bekendt? Mange familier har betalt rigtig mange penge for en bolig tæt ved vandet med masser af lys og luft. Penge sat i en bolig, som vi gerne selv vil beslutte, hvornår vi ønsker at fraflytte. Det valg træffer vi nu ikke længere selv, for hvem ønsker at købe en lejlighed henlagt i skygge med udsigt til en mastodontisk mur? Jeg ser ikke en skov af hænder – ej heller til dumpingpris! Skal en eksisterende lokalplan kunne ændres? Ja, selvfølgelig skal den kunne det i takt med et ændret behov for udnyttelse af lokalområdet. Det er der ingen naboer, der stiller spørgsmålstegn ved. Mange af høringsindlæggene er også yderst konstruktive. Læs dem grundigt og se hvilken kreativitet, der blomstrer blandt de naboer, som bare gerne vil have en bolig, som er noget værd – for dem der bor der nu, og for dem, som skal bo der engang i fremtiden. Hvorfor ønsker Københavns kommunes Borgerrepræsentation at træffe en beslutning, som i den grad påvirker hverdagen og livet for så mange mennesker i negativ retning? Fordi I kan? Eller fordi det ikke er gennemtænkt? Det sidste er helt okay. For det er menneskeligt og der er endnu tid til at få en rigtig god boligløsning ud af grunden til glæde for både kommune (flere boliger end først planlagt), Skanska (flest mulige penge i kassen), nye beboere (det nye byggeri bliver fint uanset) og eksisterende naboer (vi får stadig en bolig, som er attraktiv at bo i nu og på sigt) Hvis I holder fast i forslaget til lokalplansændringen, fordi I kan, så er det et ondt diktatur, som har sneget sig ind i det danske demokrati. Mange hilsner fra Louise, Øresund Parkvej 12