Høringssvar vedrørende Godthåbsvej - lokalplan nr. 502

Oprettet: 30. august 2013
Svarnummer:
10

Indsendt af

Guido Lolli

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Høringssvar vedr. ”Godthåbsvej” Vanløse d. 30/8 2013 På vegne af: Guido & Helle Lolli, Godthåbsvej 209, 1.sal Kasper Bengtsen & Maria Høtoft Michaelsen, Godthåbsvej 209, stuen Restaurant La Buca degli Artisti, Godthåbsvej 209 Børnefjendsk trafik Vi, Helle og Guido, bor overfor det planlagte storbyggeri med vores to små børn. Børn på 4 og 6 år som er ved at lære at cykle og færdes på egen hånd. Lige overfor vores havelåge skal vareindleveringen til det nye supermarked være. Hermed er en børnevenlig vej blevet omdannet til en farlig vej med tung trafik, med farlige sving og dårligt udsyn for lastbilchaufførerne. Det harmonerer dårligt med kommunens politik om at holde den tunge trafik på de store veje. På borgermødet blev det endvidere klart, at man ikke vil lukke vejen for gennemkørsel, så vi kan forvente at lastbilerne kører videre ned af Frederiksgårds allé. Vi fik at vide på borgermødet, at man regulerer trafikken ved at gøre det let at vælge den ’rigtige’ vej. Det har man bare ikke gjort. For er man lastbilchauffør, så kan det være håbløst efter at have aflæsset sine varer, at komme fra Frederiksgårds alle og til venstre ad Godthåbsvej. Vi må gå ud fra at det er denne vej som de fleste lastbiler skal for at komme ud af byen, til lagrene i omegnskommunerne og for at komme på Ring 2. Her skal lastbilen vente på fodgængere, cyklister og bilister i begge retninger. Nemmere er det for chaufføren at køre rundt af de små veje og ramme et lysreguleret kryds, som man kan ved Morsøvej/Sallingvej. Her kan man være sikker på at komme videre inden for 30-60 sekunder. Derfor, følger man kommunens udmærkede logik, at chaufførerne vælger det letteste, så får vi tung trafik kørende rund af de små veje som ikke var meningen. Skygge fra byggeriet I stuelejligheden på Godthåbsvej 209 hos Kasper Bengtsen og Maria Høtoft Michaelsen ligger hovedparten af vinduerne ud imod Frederiksgårds Allé. Det er lejlighedens to opholdsrum, som vender den vej. Stuen får ikke meget lys ind med undtagelse af om formiddagen, hvor solen står ind fra en vinkel henover det nuværende byggeri. Bygger man nyt, flytter det tættere på og bygger op i en højde af 22 meter, så bliver antallet af timer med solskin reduceret betragteligt. Det kan se ubetydeligt ud i et skyggediagram, men i praksis bliver det voldsomt. Som skyggediagrammerne viser så er det kun et problem om formiddagen. Desværre forholder det sig således, at vinduerne nu en gang er sat, hvor de er. Så selvom det kan synes et mindre tidsrum, hvor man ligger i skygge, så er det netop de timer, hvor solen ellers har mulighed for at komme ind i stuelejligheden. Kvarterødelæggende plan Restaurant La Buca har ligget på Godthåbsvej i 25 år og har gennem årene nydt godt af gode naboer, et hyggeligt kvarter og rolige omgivelser. Ud mod Frederiksgårds allé har restauranten en hyggelig gårdhave, hvor man på varme sommerdage kan nyde sit måltid udendørs skærmet fra trafikken på Godthåbsvej. Det nye byggeri rykker som sagt væsentligt tættere på i forhold til det gamle og med en stor tagterrasse overfor. Dette vil medføre mere generende larm som bliver kastet rundt i kvarteret og også ned i gårdhaven. Bliver dette for voldsomt, må vi lukke om sommeren med hvad det medfører af økonomisk tab samt tab af arbejdspladser. Det er da heller ingen nydelse at sidde og spise og samtidig få tomgangs-osen fra de lastbiler som ankommer til supermarkedet ad Frederiksgårds Allé. Det nye byggeri virker også beskæmmende på et ellers harmonisk kvarter. Det er ikke Østerbro men det har sin underspillede charme. Det planlagte byggeri følger ikke facadelinjen på de andre huse ned af Frederiksgårds Allé. Det er nærmest en kæmpe legoklods som er sat tilfældigt. Det burde være muligt, at lave et byggeri som viser større respekt for omgivelserne. Når man bygger så stort, så er der ikke plads til friareal til beboerne i gården. Løser man det ved at løfte friarealerne op som store terrasser over supermarkedet, så ændrer man et pladsproblem til et støjproblem for naboerne. Manglende parkering 13 ekstra parkeringspladser (25 i alt) skal betjene 53 boliger samt et 1500 kvm stort supermarked. For dem som er lokalkendte; er det det dobbelte areal af Super Best. Hos Super Best har man med et halvt så stort supermarked 42 båse som deles med 16 lejligheder. Det hænger simpelthen ikke sammen. Vores restaurant vil blive hårdt ramt, da restaurantens parkeringspladser vil blive optaget af supermarkedets kunder. Konsekvensen bliver parkerede biler langt ned af Frederiksgård allé samt de andre sideveje. Antallet af nye parkeringspladser harmonerer ikke med behovet. Alle problemerne bunder i at byggeriet er overdimensioneret og netop derfor bør man ikke ændre lokalplanen.