Oprettet: 28. august 2013
Svarnummer:
1

Indsendt af

Ove Larsen

Virksomhed / organisation

Miljøpunkt Nørrebro

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringssvar vedr: Miljøvurdering af skybrudsplan Åbning af Ladegårdsåen indgår i skybrudskonkretiseringen under navnet Åboulevard-varianten og Københavns kommune planlægger at afsætte 200-300 millioner kr til en åbning af Ladegårdsåen i årene 2016-2018 (Vandhandleplanen Den blå by, Københavns Kommune s. 47). Miljøvurderingen har mest karakter af en vurdering af de mulige forværringer af natur og miljø, men det er også relevant for borgerne at få belyst de meget store positive potentialer ved begrønning og åbning af vandløb. Jævnfør Københavns Kommunes Strategi for Biologisk Mangfoldighed, grønne spredningskorridorer: Såvel naturmæssigt som rekreativt og landskabeligt vil det være en stor gevinst for København af få åbnet Ladegårdsåen (Strategi for Biologisk Mangfoldighed, Københavns Kommune s. 13). Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro vil bede om, at der i miljøvurderingen foretages en vurdering af en åbnet Ladegårds Å og tilhørende grønne områders effekt som central spredningskorridor og på biodiversiteten generelt. Vedr. Masterplan 1, Sct. Jørgens Sø Ved Masterplan Sct. Jørgens Sø vil der kunne tilvejebringes en større gennemstrømning i Sct. Jørgens Sø via den foreslåede nedtrøms Vesterbro-ledning, jvnf. Skybrudskonkretiseringen. Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro mener, at miljøvurderingen bør vurdere, om dette vil føre til bedre biologiske forhold i Sct. Jørgens Sø. Saltning Saltningen skader bygninger og indsnævrer kraftigt hvilke hjemmehørende planter, træer og dyr, der kan leve i byen. Skybrudskonkretiseringens forslag om grønne løsninger bør følges op med en saltningspolitik, der muliggør flere forskellige arter i byrummet, og som eksplicit vægter hensynet til de grønne skybrudselementer højere end den nemmeste og billigste måde at salte, så der vælges mindre miljøskadelige snerydningsmetoder i fremtiden. Nørrebro Lokaludvalg og Miljøpunkt Nørrebro synes at skybrudsplanen for den del af Nørrebro som hører under Ladegårdså oplandet, er et godt udgangspunkt for det fremtidige arbejde med at sikre Nørrebro mod fremtidige skybrud. Dimensionering Skybrudsløsninger for et så stærkt urbaniseret område som Nørrebro skal være tilstrækkeligt modstandsdygtige og robuste løsninger der skal derfor gennemtænkes i forhold til hændelser større end 2010, da konsekvenserne ved kraftigere hændelser i et så tæt urbaniseret område som Nørrebro er meget store. En tilstrækkelig robust løsning ville kunne være at gøre Jagtvej til hovedfærdselsåre for skybrudsvand og dimensionere den til at kunne klare hændelser større end 2010. En sådan udbygning vil kunne føre skybrudsvand frem til en robust løsning i Åboulevarden, frem for at ville føre skybrudsvand gennem fredede områder som Assistens Kirkegård og Hans Tausens Park.