Oprettet: 24. juni 2013
Svarnummer:
7

Indsendt af

Susanne Juul Rohmann

Virksomhed / organisation

Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Folkesundhed København

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsudvalget i Københavns Kommune: Høringssvar til Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik (2013-88125) Sundheds- og Omsorgsudvalget skal afgive høringssvar til Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget vedrørende udkast til Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik. INDSTILLING OG BESLUTNING Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, 1. at Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender, at denne indstilling sendes som høringssvar på Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik. PROBLEMSTILLING Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget har sendt udkast til kommunens sammenhængende børne- og ungepolitik i høring blandt interne og eksterne samarbejdspartnere med henblik på at få eventuelle bemærkninger til et endeligt udkast (bilag 1). Fristen for at sende høringssvar til Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget er den 5. juli 2013. Københavns Kommunes børne- og ungepolitik er udarbejdet i 2007 og godkendt af Borgerrepræsentationen i 2008. Udkastet til den reviderede børne- og ungepolitik sætter det helhedsorienterede arbejde med børn og unges livsvilkår i centrum og går på tværs af kommunens forvaltninger og fagområder. LØSNING Indledende bemærkninger Sundheds- og Omsorgsudvalget ser positivt på, at Københavns Kommune har en sammenhængende børne- og ungepolitik. Politikken opstiller ikke nye værdier og mål, men er et sammendrag af de eksisterende værdier og politikker på børne- og ungeområdet i kommunen. Sundheds- og Omsorgsudvalget ser gerne, at en række fokuspunkter fra Københavns Kommunes Sundhedspolitik for 2011-2014 Længe Leve København kobles til børne- og ungepolitikken, blandt andet gennem en tydeligere kobling til sundhed og øget fokus på chancelighed. En tydeligere kobling til sundhed Sundheds- og Omsorgsudvalget foreslår, at der sker en tydeligere kobling til sundhed i afsnittet om børn og unges familieliv. Allerede i barndommen og særligt i ungdommen fastlægges adfærdsmønstre. Det bør specifikt nævnes, at forældre og fagprofessionelle i dagtilbud, skole- og fritidstilbud har en væsentlig betydning for børnenes og de unges sundhedsadfærd. De er vigtige rollemodeller og bør have fokus på at støtte børn og unge i en sund adfærd i forhold til bevægelse og kost samt understøtte de unge i en sundere ryge-, alkohol og rusmiddelkultur. Udvalget foreslår, at det tilføjes, at kommunens institutioner arbejder på at danne sunde rammer for børn og de unge, styrke undervisning om rygning, alkohol, rusmidler og seksuel sundhed i de ældste klasser og øge samarbejdet mellem skole og hjem om unges ryge-, alkohol-, og rusmiddelvaner. Chancelighed Sundheds- og Omsorgsudvalget er enig i Børne- og Ungdomsudvagets og Socialudvalgets ønske om at skabe chancelighed, så alle børn og unge får gode trivsels- og udviklingsmuligheder. Målet om at skabe chancelighed, herunder skabe mere lighed i sundhed, er et af de væsentligste mål i Københavns Kommunes Sundhedspolitik. Københavnere med ingen eller kort uddannelse lever generelt mere usundt og dør tidligere end dem med en lang uddannelse. Sundheds- og Omsorgsudvalget er enig i, at målet om at skabe chancelighed allerede starter i dagtilbuddene. I dagtilbuddene er det vigtigt at sætte fokus på motorisk usikre børn, da undersøgelser viser, at motoriske færdigheder støtter kognitiv læring. Motoriske færdigheder hænger sammen med lysten til at bevæge sig og har stor positiv effekt for blandt andet barnets selvværd og dets sociale kompetencer. Samtidig viser forskning, at der er en overvægt af motorisk usikre børn i børnehavealderen fra familier med lav socioøkonomisk status. Socialt udsatte børn er mindre fysisk aktive end øvrige børn, og færre deltager i de idrætsaktiviteter, de gerne vil. Derudover er der flere børn og unge i ressourcesvage familier, som vokser op til et liv med risikabel adfærd. I Københavns Kommune vokser 6.-8.000 børn op i familier med deciderede alkoholproblemer. For at øge chanceligheden er det derfor vigtigt, at sundhedsplejen og medarbejdere i dagtilbud, skolen og fritidstilbud medvirker til systematisk opsporing af børn med dårlig motorik og lavt fysisk aktivitetsniveau, og de skal sikre systematisk opsporing af gravide og børnefamilier med alkoholproblemer. Dette fokus kunne med fordel tydeliggøres i den sammenhængende børne- og ungepolitik. I dag er det kun 80 % af de 24-årige unge i København, som har gennemført en ungdomsuddannelse. Udfordringen er særlig stor på erhvervsskolerne, hvor mere end hver anden ung falder fra. Nogle af de vigtigste faktorer i forhold til frafald er stort forbrug af rusmidler, psykosociale problemer og mistrivsel. Der er et stort behov for både at støtte børn og unge i at udsætte alkoholdebut og at støtte dem i at få gode alkoholvaner og at hjælpe børn og unge samt pårørende til familiemedlemmer, som drikker for meget. Sundheds- og Omsorgsudvalget anbefaler derfor, at den sammenhængende børne- og ungepolitik har øget fokus på alkohol i den forebyggende støtte til børn og unge. Sundheds- og Omsorgsudvalget understøtter ligeledes, at civilsamfundet, herunder boligorganisationerne, udgør en vigtig rolle i forhold til at skabe chancelighed for børn og unge. ØKONOMI Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. VIDERE PROCES Indstillingen sendes som høringssvar til Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget senest den 5. juli 2013. Den endelige Børne- og Ungepolitik forelægges Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget i september 2013 og sendes herefter til behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Katja Kayser / Bjarne Rasmussen BESLUTNING Udvalget godkendte indstillingen med bemærkning til Børne- og Ungdomsudvalget og Socialudvalget om, at det bør fremgå af Københavns Kommunes sammenhængende Børne- og Ungepolitik, hvor og hvordan den tager højde for målene i den nye folkeskolereform, og at det bør vurderes om, der er behov for at justere Børne- og ungepolitikken i forbindelse med implementeringen af folkeskolereformen. (Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar er også vedhæftet i pdf)