Høringssvar vedrørende Ny Østerbro Skole - lokalplan 495

Oprettet: 29. april 2013
Svarnummer:
19

Indsendt af

Povl

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Som beboer på Rosenvængets Hovedvej er der elementer i lokalplanforslaget som bekymrer mig: 1: Den store oversvømmelse i 2011 illustrerede at præcis dette område er meget følsomt overfor oversvømmelser, idet vand fra et større område ender netop her. Ideen om yderligere asfaltering/kunstgræsbelægning og bebyggelse af en del af området vil forværre dette problem - et problem som med rimelighed forventes at blive større i fremtiden pga. klimaforandringer. (Kommunen har i anden sammenhæng vurderet at oversvømmelsen 2011 var en hundredeårs-begivenhed og brugt dette som begrundelse for ikke at foretage sig noget særligt for at forebygge en gentagelse - både præmis og konklusion er tvivlsomme.) Jeg så gerne at man i stedet foretog anlægsmæssige tiltag på denne grund som modvirkede disse problemer - jf. afsnittet "Regnvand" i forslag til lokalplan. Hvordan forholder planen sig til kommunens egne målsætninger på dette område? Og helt specifikt: Hvordan afvandes hallens tag (regnvandet må jo ikke komme i kloakken iflg Spildevandsplanen). 2: Jeg er bekymret over hvilken trafik af- og påsætning af børn vil give i området. Vejene i kvarteret (Nordre Frihavns Gade og Strandboulevarden) har ikke cykelstier og er kun egnede som cykel-skoleveje for større børn. Lokalplanforslaget forudser at "enkelte" børn vil blive sat af og på i bil. Jeg tror at dette er en betydelig undervurdering af det reelle omfang - se hvordan det foregår på andre skoler i området. En saglig vurdering som ser på trafikmønsteret ved kommunens andre skoler bør lægges til grund på dette område. Forslaget lægger op til at af- og påsætning skal ske fra Strandboulevarden samt "i skolens nærområde". Jeg vil opfordre til at der træffes en klar beslutning som tydeligt indarbejdes i lokalplanen om at Rosenvængets Hovedvej og øvrige mindre veje i kvarteret ikke skal bruges til af- og påsætning idet det vil føre til trafikkaos om morgenen med konsekvenser for sikkerhed, miljø og fremkommelighed i området. 3: Jeg er ked af at den lille park i området svinder kraftigt i omfang og ikke bliver tilgængelig i skoletiden. Det ser ud som om den smukke blåregn ikke bevares, hvilket jeg beklager. 4: Det er min opfattelse at en 4-sporet skole vil være en på mange områder for kraftig belastning af nærområdet. Det er forhåbentlig ikke tanken at skolens distrikt skal inkludere det kommende Nordhavns-kvarter - som selvfølgelig bør have egne skoler. En 2-sporet skole vil være mere passende. 5: Det er urealistisk at en 4-sporet skole skal kunne nøjes med 6 parkeringspladser. En sådan antagelse burde begrundes med konkrete eksempler fra lignende skoler. Jeg frygter at denne plan - hvis den gennemføres - vil føre til yderligere trafikkaos og pres på parkeringspladserne i nærområdet. Helt specifikt savner jeg tydelig beskrivelse i lokalplanen af hvordan handicap-parkering skal foregå. 6: Ideen om legeområder som er offentligt tilgængelige udenfor skoletiden og uden angivelse af åbningstid frygter jeg kan føre til forslumning. Vi er i forvejen generede af larm i sommerhalvåret fra denne grund fra scootere og skatere - jeg så gerne at grundens ejere gjorde noget for at styre hvad der foregik på grunden udenfor dagtimerne. Jeg vil navnlig pege på at en offentlig tilgængelig tagterrasse vil være et oplagt "festområde" i sommerhalvåret og forudser en regn af tomme øldåser og lignende deroppefra som gør at det måske ikke bliver så rart at bo og færdes i nærheden. 7: Jeg er ked af at der ikke i højere grad plantes/bevares store træer - en essentiel kvalitet i kvarteret. 8: Der blev for nogle år siden bygget en børnehave på Rosenvængets Hovedvej som i materialevalg og udformning passede dårligt ind i området. Jeg så gerne at lokalplanen gjorde noget for at sikre at nyt byggeri passer bedre ind i kvarteret, og specifikt er det et krav til en lokalplan at man skal kunne danne sig et indtryk af den fremtidige samlede bebyggelse og indretning af grunden. 9: Idrætshallen bør sløjfes til fordel for en gymnastiksal som passer til skolens eget behov. Der er adskillige offentligt tilgængelige nyanlagte udendørs boldbaner i Fælledparken 1 km derfra. 10: "Rosenvængets skole" ville være et bedre navn. 11: Jeg beklager at forslaget indebærer nedrivning af bevaringsværdige bygninger.