Høringssvar vedrørende Ny Østerbro Skole - lokalplan 495

Oprettet: 18. april 2013
Svarnummer:
4

Indsendt af

Dan Nissen

Virksomhed / organisation

Ejendommen Ndr. Frihavnsgade 86

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Indsigelse Som beboere i Ndr. Frihavnsgade 86, vil vi gøre indsigelse mod Kræftens Bekæmpelses påtænkte nye bygning mod Strandboulevarden. Af kommentar side 11 i Forslag til lokalplan med kommuneplantillæg fremgår det: ”Skyggediagrammerne viser, at gårdsiden af boligbebyggelsen langs Nordre Frihavnsgade i morgentimerne rammes af skygger, hvilket dog vurderes at være af begrænset omfang og til minimal gene.” Dette er vi lodret uenige i! Der åbnes op for, at en ny administrationsbygning til Kræftens Bekæmpelse bliver to etager højere og får et meget større volumen, end den nuværende bygning mod Strandboulevarden. En sådan ny kolos vil i høj grad være til gene for os, da den vil betyde et yderligere reduceret udsyn til himmelrum, og især en begrænsning af lysindfald i vores ejendom. Det vil få en negativ betydning for lejlighedernes funktionalitet, såvel deres brugs- som handelsværdi. Ovenstående kommentar forekommer derfor manipulerende. For det første med det subjektive udsagn ”minimal gene”, og for det andet med formuleringen ”begrænset omfang”. Der er jo kun medtaget skyggediagrammer for marts og juni. Hvordan vil skyggevirkningerne ikke være i vinterhalvåret, hvor alle higer efter lys? Af hensyn til udsigt og lysforhold ville en bebyggelse på højde med den eksisterende være langt at foretrække. KB planlægger at placere den kommende ejendom i flugt med facaden på hjørneejendommen nr. 88. Det kan måske give god mening, men det samme må gælde byggeriet mod gårdsiden, der også bør flugte nr. 88 facaden. Den kolos der skitseres vil være alt for massiv i forhold til den eksisterende bebyggelse. Tankerne om det bilfri grønne område er positive. Det ønskes dog bedre belyst, om dette område tænkes forbeholdt KBs medarbejdere og de berørte beboere, sådan som det fremgår af indstillingen til Borgerrepræsentationen, og hvis ja hvordan dette så tilsikres mht. adgangsforhold. Især hvis der åbnes mod de berørte nu aflukkede gårdområder. Det bør ligeledes afklares, hvordan anlæggelse og vedligeholdelse finansieres. På borgermødet den 4. april forlød det, at den krævede parkering i forbindelse med nybyggeri i underområde II, som skal etableres i konstruktion, påtænkes anlagt under det grønne område. Det må nøjere belyses, hvilken betydning det vil få for det grønne område mht støj- og lugtgener.