Høringssvar vedrørende Enghave Brygge - lokalplan 494

Oprettet: 8. april 2013
Svarnummer:
82

Indsendt af

Hans Bräuner-Osborne

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg ville egentligt have skrevet en længere indsigelse overfor opfyldningen af havnen og behovet for en VVM vurdering såfremt i på trods af alle protesterne alligevel skulle beslutte at opfylde havnen og/eller grave kanaler i det nuværende "Enghave Brygge". Men efter at have læst høringssvaret fra Danmarks Naturfredningsforening, København (http://www.blivhoert.kk.dk/svar/4917) må jeg erkende at min holdning ikke kan skrives bedre end de har gjort, så jeg vil i stedet udtrykke mit 100% opbakning til deres høringssvar (jeg er IKKE medlem af foreningen). Jeg vil dog tilføje følgende: Opfyldningen: Som kajakroer mener jeg at det er stærkt problematisk at I vil reducere bredden af havnen med 1/3. Som anført af flere af de lokale kajak/roklubber (som jeg ikke er medlem af) vil det utvivlsomt føre til farlige situationer idet mange motorbådssejere IKKE overholder fartgrænserne men især om sommeren sejler gennem havnen med meget høj fart. Dette har været debatteret i bl.a. Bryggebladet, men tilsyneladende vil politiet ikke prioritere problemet og kommunen har ikke lovhjemmel til at gøre noget. Denne opførsel fra motorbådssejerne vil næppe ændre sig hvis havnen indsnævres - tværtimod vil risikoen for kollisioner med lavtliggende kajakker/robåde øges markant. Jeg påskønner de planlagte muligheder for at kunne fortøjre kajakker m.m. til det nye Enghave Brygge og dermed give mulighed for at bruge f.eks. de planlagte caféer derovre. Det er noget der savnes på Islands Brygge! Så hold fast i den del af planen - men drop opfyldningen af havnen. Vision for ophold på det nye område: Det er positivt at man har åbnet byggerierne ud mod havnen fremfor den oprindeligt planlagte "mur". Sammenholdt med de planlagte caféer m.m. gøres byggeriet dermed mere attraktivt for folk der ikke bor i de nye byggerier. Jeg savner dog en vision for hvordan denne bydel kunne rykkes helt op i en international klasse som f.eks. "The Docklands" i Melbourne, Australien. Hér er der lavet en bred promenade som tillader enkelte bygninger helt ude ved vandet som anvendes til caféer og restauranter (alla Restaurant Aristo og Kulturhuset på Islands Brygge). Stueetagerne i højhusene langs promenaden er konsekvent blevet brugt til restauranter og caféer m.m. Der er pladser med kunst og pladser med plads til kulturarrangementer såsom f.eks. et telt med en Narnia udstilling da jeg sidst var på besøg. Endeligt var der en mindre lystbådshavn langs en del af promenaden. Jeg anerkender at der er afsat plads til dele af disse formål i lokalplanen, men i mine øjne udnytter man ikke potentialet fuldt ud og vil i hvert fald ikke rykke op i international klasse. Endvidere savner jeg anlæg af græsarealer helt op til havnen som på den gamle del af Islands Brygge. Det er jo en kæmpe succes idet det rent faktisk får Københavnerne til at tage ophold langs havnen med deres medbragte mad og drikke (fremfor kun dyre café besøg). Det er jo intentionen med den nye lokalplan at få folk til at tage ophold på havnen, men jeg tvivler på at det vil lykkes i særligt stor omfang, hvis der ikke anlægges en park/græsplæne ud til vandet. Det kunne med fordel være i hjørnet med Druknehuset som dermed kunne blive et flot vartegn for hele området - fremfor som i den fremlagte plan, hvor det er gemt væk mellem høje huse.