Høringssvar vedrørende Enghave Brygge - lokalplan 494

Oprettet: 7. april 2013
Svarnummer:
73

Indsendt af

Erica Heyckendorff

Virksomhed / organisation

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur

Postnr.

1300

By

København K

Høringssvar

Høringssvar vedr. lokalplanforslag til Enghave Brygge Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur anbefaler Københavns Kommune at fremme og udvide den flotte idé om en park rundt om industrimindet, H.C. Ørstedsværket, som indgår i lokalplanforslaget til Enghave Brygge. En kraftværkspark vil tilføje byen en helt ny oplevelse, der vil kunne trække københavnere til dette, lidt yderligt beliggende område, og vil kunne blive dét manglende led, der kobler Sydhavnen på byen. Netop vandet, havnen, har lagt navn til København og har formet byens historie og identitet med store værfter og værker, som var afhængige af vandbeliggenhed, fx H. C. Ørstedsværket. En ny kraftværkspark vil sikre den frie udsigt til H. C. Ørstedsværket, som er et markant landmark for hele byen. Derimod er Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur bekymret for de omfattende ændringer af havneløbet, som lokalplanforslaget for Enghave Brygge rummer. Projektets opbygning som kanalby er i sig selv en smuk idé med fine forbilleder, men betyder desværre, at der - for at kunne etablere kanalerne og ikke miste byggeareal – inddrages ca. halvdelen af havneløbet ud for H. C. Ørstedsværket, der således ”rykker” ind på land. Desuden arbejdes med højder på op til 9 etager, der skal ”harmonere med værkets bygninger” – desværre vil kun de opstikkende skorstene bagefter være synlige. De højeste huse lægges tættest ved vandet, men da orienteringen dermed bliver østvendt for den foranliggende, smalle havnepromenade, så vil byggeriet stå som en mørk silhuet eftermiddag og aften og være mindre indbydende, når de øvrige københavnere skal fristes til at komme forbi. Hvis der skal bygges på Enghave Brygge, så anbefaler Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur, at man fastholder havneløbets bredde, bevarer de eksisterende kanaler og bassiner i området, så det lidt uhøjtidelige miljø af kajakker, roklub og husbåde kan fastholdes, og friholder kigget ud mod H.C. Ørstedsværket. Peter Hee, formand, og Erica Heyckendorff, Frednings- og Bevaringsudvalget Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur