Høringssvar vedrørende Enghave Brygge - lokalplan 494

Oprettet: 7. april 2013
Svarnummer:
71

Indsendt af

Erica Heyckendorff og Heine Skjerning

Virksomhed / organisation

Arkitekt m.a.a. og billedkunstner

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Høringssvar vedr. lokalplanforslag til Enghave Brygge Hermed opfordrer vi Københavns Kommune til at udvide den flotte idé med en park rundt om industrimindet, H.C. Ørstedsværket, som indgår i lokalplanforslaget til Enghave Brygge. En kraftværkspark vil tilføje hele byen en helt ny oplevelse, der vil kunne trække københavnere til dette lidt yderligt beliggende område og vil kunne blive dét manglende led, der kobler Sydhavnen på byen. Netop vandet, havnen, har lagt navn til København og har formet byens historie og identitet med store værfter og værker, som var afhængige af vandbeliggenhed. Denne nye parkidé ligger i smuk forlængelse. Havnen er noget særligt for København. Berlin har Spree, London har Themsen og Paris Seinen – og havnen er Københavns ”flod”, som definerer, hvad der er den ene og den anden side af. Havnen er et himmelspejl, et blåt åndehul i byen på lige fod med de grønne åndehuller, parkerne. Derfor finder vi det yderst problematisk, at Enghave Bryggeprojektet halverer havneløbet, og derved ændrer oplevelse af åbenhed mod omverdenen til et næsten lukket havnebassin. Et så stort opfyld af havnen vil være et umisteligt tab for byen. Bevar byens mellemrum Projektet præsenteres som det manglende led i helhedsplanen for havnen. Men at grunden ikke er bebygget, mener vi blot kompenserer en smule for den overudnyttelse, der er foretaget indtil nu; ”Havnepromenaden” langs Kalvebod Brygge, den store skala i Ørestaden – begge dele har for længst vist sine mangler. Hvorfor skal vi have mere af det? Tænk på, hvilke kvaliteter mellemrum og det uorganiserede tilføjer byen. Det er, hvad turister tager til Christiania for at se, og vi tager til Berlin for at opleve: Graffiti på mure, ukrudt i belægningen og den særegne stemning af det uopdagede. Det er det, vi skal beskytte, inden det er væk. At omdanne Enghave Brygge til kraftværkspark vil være den optimale anvendelse af arealet. Men hvis København absolut skal bygge på stedet, så har vi følgende idéer og kritikpunkter: Gentrificering og ghettoisering Projektet ønsker at bygge for de mange, nye familier, som flytter til København. Men med 1000 nye borgere pr. måned, så dækker dette byggeri kun behovet for det næste halve år. Mens udsigten fra byen ud gennem havnen mistes for evigt. Man ønsker at ramme en bred målgruppe. Men der skal flyttes meget jord, piloteres dybt ned, så det bliver dyre boliger. Og hvor hensigtsmæssigt er det at flytte rundt på så meget forurenet jord, som der må forventes at være ved H.C. Ørstedsværket? Derfor bygges endnu et eksempel på gentrificering af vandet. Områder, der ligger øde og døde hen om dagen, fordi beboerne er ude og tjene til terminen. Københavnerne mister mere, end de får Projektet har gode forbilleder som Amsterdam og Christianshavns Kanal. Men i Enghave Bryggeprojektet opereres med 5-9 etager og - efter illustrationerne at dømme – større enheder med temmelig enkel detaljering. Derfor vil væggene i de nye byrum have en mere massiv karakter end Christianshavns Kanal. Gårdrummene og de smalle, østvendte forarealer ned mod havnen vil opleves som skyggede, halvprivate rum, omgivet af høje husfacader. Det vil næppe virke tillokkende, når Islands Brygge kan byde på både sol og bedre plads. Bebyggelsesprocenten er for høj Der nævnes forbilleder som klassiske, københavnske karreer (de er dog sjældent højere end 5 etager), og samtidig kombineres med rækkehuse på en af de centrale øer. Hvis der skal bygges, hvorfor ikke bygge flere rækkehuse, så der dannes et motiv og ikke kun en undtagelse? Hvorfor lægges de højeste huse yderst, så færre får udsyn til vandet? Vi opfordrer til besindighed! Arealerne skulle gives til byens borgere, ikke mindst Vesterbro, som så udmærket kunne bruge et stort, grønt rum ned til vandet. Så kunne kajakker, roklubber, husbåde og det uventede bevares - uden at blive skygget væk og overvåget af store boligkarreer. Hvis der kan slås bro over vandet, kan der også slås bro over jernbanesporene – bare tænk på The High Line i New York. Undertegnede stiller sig i køen af de mange borgere og foreninger, som ikke ønsker, at de planlagte byggerier for Enghave Brygge gennemføres som fremlagt. Heine Skjerning, billedkunstner Erica Heyckendorff, arkitekt m.a.a.