Høringssvar vedrørende Enghave Brygge - lokalplan 494

Oprettet: 6. april 2013
Svarnummer:
63

Indsendt af

lisa Rosenmeier

Virksomhed / organisation

billedkunstner, byudviklingskyndig og beboer på Havneholmen

Postnr.

1561

By

København V

Høringssvar

Høring: "Enghave Brygge" med kommuneplantillæg ”Planen har særligt fokus på "at bo ved vandet" og at skabe attraktive byrum ved vandet. Planens centrale byrum er den 700 m lange hovedkanal "Enghave Kanal", der med sit kurvede forløb er en moderne reference til Christianshavns kanal, samt den grønne havnepromenade med opholdsmuligheder ved vandet” , står der! Der burde i stedet stå: - Planen har særligt focus på at bo i vandet på opfyld af forurenet metrojord i høje huse (hvor vi senere giver dispensation for ydermere et par etager), placeret op til 70 m ude i havnen, og langt ud i vandet ved indsejling til Tømmergraven, begge dele til stor gene ifølge alle, som bor her på Havneholmen nu, og som har betalt rigtig mange penge for at få lys og havneudsigt. Vi tager af havnen, for det giver hurtigere penge i kassen, end at bygge på områderne bag. Og skidt med de gode erfaringer fra Islands Brygge med dens åbne, grønne billøse områder, dens cafeliv og bade muligheder, et sted. Borgerne elsker at være. - Vi er ligeglade med at man ikke længere kan holde konkurrencer i Københavns Havn i roning, roerne kan jo bare sejle i de små mørke kanaler, en af gangen i en retning og pyt med om det er robåd eller kajak… - og vi er ligeglade med, at vi har solgt en masse boliger i området her med havnen som attraktion, og at private mennesker har bundet sig hårdt op økonomisk, fordi de troede, at de realiserede en livsdrøm om at bo tæt på lyset og havnen. Nu kan de så bo i skygge og måske blive stavns bundede økonomisk… Vi sælger jeres vand, havn og lys og giver jer i stedet en smal kanal med høje huse omkring, en kanal som intet har med Christianshavn at gøre, og den vil heller ikke kan komme til det, for den har i virkeligheden næsten de samme proportioner, som den i folkemunde kaldte ”Frank Jensens kanal” med promenader bag Fisketorvet. Christianshavns huse er 4 etager ca., men her bygger vi 9 + og vi giver dispensation senere, når kritikken har lagt sig… - Vi løber fra kontrakten med husbådende, de kommer til at ligge i skygge i vinterhalvåret, og roklubben skal straffes for, at de ikke ville sælge deres klubhus, så vi bygger 10 etager foran dem… - Vi bliver ved med at sælge både lave huse og mange lejligheder på Islands Brygge med løfter om solnedgang på den anden side, med byens mange smukke gamle tårne… og når de er solgt, bygger vi en gang til på Enghave Brygge højt….vi både snupper aften solen, og kasterlange skygger ud over havnene og tømmergraven om vinteren. - Vi siger, at vi giver Vesterbro en kraftværkspark, de opdager nok ikke, at parken kun er et lille stykke jord bag de høje huse og Dongbygningen, slet ikke ned til kanalen, som det ser ud på tegningen i lokalplanen. Men dejlig tæt på den trafikerede Vasbygade og benzintanken. Og den lille park på sydsiden af Dong, den bliver slet heller ikke til park for det skal også bortsælges til mere byggeri… - Og vi befrir jer for graffiti muren og alt det svineri, en tidlig morgen er den væk, revet ned! Helst før nogen opdager at der sker og værdien af denne mur. Ja, dette er, hvad man burde have skrevet. Og det er ikke i orden, hvad man har oplyst til borgerne, hverken om projektet ”Enghave Brygge” eller i processen omkring det. Jeg mener ikke, at denne høring er reel, man fører borgerne og måske også politikerne bag lyset, ved ikke at oplyse om, hvad det er, man egentlig gør. Dette er ikke en plan med fokus på ”at bo langs vandet eller de eksisterende havnekajer”, man inddrager vandet og bygger ud i havnen, så den indsnævres med 1/3 del med store konsekvenser, både for byens identitet, for lyset, vandet, det lange perspektiv og det smukke syn ned gennem havnen med de forunderlige vejrskift. Man bygger byen ud i selve havnen og tager meget af lyset og vandet, i stedet for at trække lyset og vandet ind i byen og skabe grønne områder for folk ud til vandet som ved Kulturhuset på Islands Brygge, det mest besøgte sted i København om sommeren. Der ligger endnu ikke udviklede områder bag Dongværket, så byg dog der i stedet for. Nu vil jeg ikke gentage mit tidligere indlæg, men denne gang gå til konsekvenserne for Lene Tranbergs prisbelønnede arkitektur og Wilhelm Lauritsens lejligheder på Havneholmen som er blevet solgt på helt andre betingelser, end det forslag, man nu kommer med. Hvis dette forslag gennemføres, vil vi søge om kompensation, for det nærmer sig ekspropriation. Folk har købt lejligheder med herlighedsværdi, lejligheder, som er bygget til at åbne sig mod havnen og vandet mod syd og langs Tømmergraven, og når man opfører et lejlighedsmurværk foran, vil man forvandle disse lejligheder til indkigs-akvarier for mange 100 øjne… Dette er ikke kun til gene for de yderste udsigtslejligheder, men for alle boligerne i de første karreer. Jeg vil tro, det drejer sig om 300- 350 lejligheder, og der er betalt mellem 3 millioner og 13 millioner for dem. Man må forvente at ejerne her går sammen og anlægger sag mod kommunen, for intet sted var den nu ”genfundne” gamle lokalplan at finde, da folk købte her, der blev solgt ud fra helt andre betingelser. En ting er økonomi, noget andet de tabte drømme for de enkelte mennesker, som er blevet bondefanget, som der bør gives erstatning for, noget tredje er, at man skæmmer Lene Tranbergs prisbelønnede (også af Københavns Kommune) bygninger ved at bygge massivt, tæt på, højere end og ud foran i havnen og mod syd i selve Tømmergraven. Det skyggelægger hele bolværket og mange af lejlighederne i vinterhalvåret, og selv hvis man går helt ud på bolværkets yderste østligste spids, vil man ikke kunne se ned gennem havnen mod syd længere. Havneholmen er i forvejen tæt bebygget, og der bygges mere til nu, og hver gang gives der kompensation for at bygge i både bredde og højde uden åbne, grønne områder. Det er simpelthen at presse for meget sammen i området. Der vil blive for klemt til, at man kan ånde…. Det er ikke i orden, hverken byplansmæssigt eller for folk personligt. Vi forstå at Nordicon har lobbiet sig til, at der må bygges langt højere og langt længere ud i havnen på deres grund her oppe i den nordlige ende. Det forhåndsløfte betyder, at Nordicon uden indsats kan tjene sidde penge på at sælge området ude i vandet og rundt om de gamle fine havnebygninger til en Dubai-baseret investor, et spekulations projekt, som kommunen og dens politikere ikke kan være bekendt at lade byens nuværende og kommende borgere lide under. Kære politikere - tænk langsigtet og tænk smukt. Vi vil gerne have, at byen vokser ud omkring havnen, men ikke ude i den. Se her sådan ser det ud. Se vedhæftede billeder og beskrivelser.. Lisa Rosenmeier Havneholmen54, 3th 1561Kbh V +45 26 90 52 30