Høringssvar vedrørende Enghave Brygge - lokalplan 494

Indsigelse mod forslaget til lokalplan for Enghave Brygge: Udgravning af kanaler samt opfyldning til kunstige øer må formodes at skabe så megen forurening af vandmiljøet, at de tre havnebade samt den kommende kunstige strand på Islands Brygge ikke længere vil være sikkerhedsmæssigt forsvarlige at benytte I selve forslaget til lokalplan fremhæves det bl.a. på side 3 at lokalplanen ”…skal være med til at understøtte bosætningsmulighederne i byen og sikre god udnyttelse af de investeringer, som bl.a. kommunen har udlagt i området til bl.a. skole, havnebad , ….” Af side 4 og 5 i lokalplanen fremgår det, at der skal opfyldes ca. 35.000 m2 vandareal og udgraves ca. 30.000 m2 kanaler og havnebassiner. Som tidligere havneudvalgsformand i Jyllinge Lystbådehavn ansøgte jeg for ca. 10 år siden daværende Roskilde Amt om tilladelse til uddybning af havnen. Der blev den gang givet afslag på denne anmodning med den begrundelse, at havnebunden i henhold til udtagne prøver indeholdt for meget TBT (rester af bundmaling anvendt på skibe for at forhindre begroning). I havnen var konstateret et indhold af TBT på 370 mikrogram pr. kg tørstof. I den ønskede uddybning på ca. 130 m3 svarede det til ca. 50 gram TBT, som var nok til at Roskilde Amt gav afslag på uddybningen. De 130 m3 er peanuts i forhold til de planlagte opfyldninger og udgravninger på hhv. 35.000 og 30.000 m2. Jyllinge Lystbådehavn er endvidere blot en lille lystbådehavn med mindre både – den forholdsmæssige mængde af TBT og andre tungmetaller må derfor anses for at være forsvindende lille sammenlignet med forekomsten i en industrihavn som Københavns Havn, hvor de store industriskibe i langt højere grad må formodes at have haft anvendt bundmalinger med indhold af TBT. Det må derfor anses for overvejende sandsynligt, at der vil blive rodet alvorligt op i havnebunden, og dermed frigivet store mængder TBT og andre tungmetaller til vandmiljøet når først der foretages opfyldning og udgravning – uanset hvor forsigtigt man måtte foretage dette arbejde. Som det eksempelvis fremgår af rapporten ”Tributyltin (TBT) – Forekomst og effekter i Skagerak” (se http://www.forumskagerrak.com/download/503/x/TBT%20web%20ver2.pdf ) så Citat: ” Tributyltin (TBT) har siden 1960erne været brugt i stort omfang som et meget effektivt og giftigt antibegroningsmiddel i bundmalinger til skibe. Den intense skibstrafik i Skagerrak bevirker at TBT fra skibe udgør den dominerende kilde til TBT forurening i regionen.. Negative effekter af TBT i det marine miljø blev påvist allerede i 1980’erne hvor bl.a. muslinger og havsnegle viste sig at være særligt følsomme. Ny viden om uønskede effekter af TBT har siden hen resulteret i en række undersøgelser, herunder en øget overvågning af forekomst og effekter af TBT i de marine områder. Bl.a. er der undersøgt for udbredelsen af hormonforstyrrelser i form af imposex og intersex i forskellige arter af havsnegle som markør for påvirkning af TBT. Sådanne effekter af TBT kan i dag spores overalt i Skagerraks havmiljø, selv i de åbne farvande. De største forureninger af TBT forekommer dog generelt i havne og marinaer.” (citat slut) Og videre: (nyt citat): Tri-n-butyltin (TBT) er et aktivt middel (biocid), der igennem flere årtier, er blevet tilsat malinger, der anvendes i havmiljøet for at forhindre begroning af planter og dyr, fx på bunden af skibe og stationære marine konstruktioner. Det vurderes at brugen af TBT-holdige bundmalinger til de store fragtskibe og færger udgør den primære kilde til TBT i Skagerraks og Nordsøens havmiljø (Davies m.fl. 1998). TBT regnes for det mest effektive antibegroningsmiddel, der har været taget i brug på skibe. Det er et bredspektret biocid, der virker mod en lang række forskellige organismer så som bakterier, planter, dyr og svampe. Dette har skabt et reelt miljøproblem, idet TBT også kan betegnes som en af de giftigste miljøgifte der forsætligt er tilført vores havmiljø. Koncentrationer på mindre end 1 ng (milliardtedel gram) af TBT per liter havvand kan medføre alvorlige effekter på dyrelivet, så som at hæmme vækst og reproduktion. Skadelige effekter af TBT er fundet hos repræsentanter fra adskillige dyrerækker, men især krebsdyr og bløddyr som snegle og muslinger er særligt følsomme. TBT er en organometallisk forbindelse og medregnes blandt de såkaldte persistente og bioakkumulérbare stoffer (Figur 2). Nedbrydningen af TBT foregår i de frie vandmasser indenfor flere dage til få måneder. TBT er betydeligt sværere nedbrydeligt i sediment, hvor det under anaerobe forhold har halveringstider på op til flere år. Sediment virker derved som en form for depot, hvorfra TBT igen kan frigives via forskellige desorptionsprocesser. Sediment kan dermed i årevis udgøre en fortsat væsentlig kilde, og derved udgør ikke kun den nutidige tilførsel af TBT en belastning for havmiljøet." (citat slut) Og videre (nyt citat): De højeste forureningsniveauer af TBT findes i og omkring havneområder og ved skibsværfter og med aftagende niveauer med stigende afstand til havnene, men selv på afstande af havne synes TBT at udgøre en trussel for dyrelivet. Selv efter indførelsen af forbuddet for brug af TBT på mindre både omkring 1990 er der igennem de sidste ca.10 år endnu ikke set tegn på at belastningsniveauet er væsentligt reduceret. Den øgede opmærksomhed på de høje koncentrationer af TBT, der kan forekommer i havneslam, har medført at TBT i dag indgår væsentlig parameter, når der skal give tilladelse til klapning (mudring) af opgravet bundmateriale, fx når sejlrender og havnebassiner skal uddybes. Deponering i miljøsikrede deponier bliver taget i brug hvis mængderne af TBT i havneslammet vurderes at udgøre en øget risiko for havmiljøet (citat slut) Rapporten indeholder mange yderligere detaljer, som er yderst relevant læsning for forståelse af, hvorledes levende organismer påvirkes af TBT. Som det fremgår af rapporten er TBT et problem selv i åbent farvand som Skagerak. I en havn, hvor skibstrafik sker i et væsentlig mere koncentreret område er koncentrationen naturligvis langt større og som det samtidig fremgår af rapporten, så er TBT aflejret i havnesedimentet langt større problem, idet nedbrydningstiden er væsentlig længere og idet sedimentet fungerer som en form for depot. Rapporten viser også målinger af et meget højt TBT niveau i Oslo havn, som må være delvis sammenlignelig med Københavns Havn. Så længe havnebunden ligger urørt så er dette næppe et stort problem, men når der sker en påvirkning af havnebunden ved opfyldning eller opgravning, så vil der blive igangsat en desorptionsproces, hvorved TBT’en igen kan blive frigivet til vandmiljøet. Kommunens stolthed med 3 havnebade, og den fremtidige planlagte kunstige strand på Islands Brygge kan derved bringes i alvorlig fare. Når der kan ske hormonforstyrrelser i havsnegle så må det også formodes, at der kan ske hormonforstyrrelser i badende mennesker. Jeg må derfor på det kraftigste protestere mod den del af lokal-planen, der indebærer opfyldning i havneområdet og udgravning af kanaler. Under alle omstændigheder må jeg minimum kræve at der foretages tilbundsgående undersøgelser af forekomsten af TBT og andre tungmetaller i havnesedimentet og konsekvensen heraf, hvis byggeriet gennemføres - inden lokalplanen vedtages. Med venlig hilsen Jens Christoffersen