Høringssvar vedrørende Enghave Brygge - lokalplan 494

Oprettet: 25. marts 2013
Svarnummer:
35

Indsendt af

Lars Rimfalk Jensen

Virksomhed / organisation

Amager Vest Lokaludvalg

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

HØRINGSSVAR FRA AMAGER VEST LOKALUDVALG VEDRØRENDE LOKAL-PLANFORSLAG FOR ENGHAVE BRYGGE Amager Vest Lokaludvalg har besluttet at afgive svar til lokalplanforslaget til Enghave Brygge, da vi finder det relevant som nærmeste nabo bydel, på den anden side af havnen. Vi har valgt hovedsagligt at fokusere og kommenterer på områderne ud til vandet. Lokalplanforslaget har været behandlet i lokaludvalget og i lokaludvalgets arbejdsgruppe for fysisk planlægning. Byudvikling ved havnen Gode forbindelser mellem bydelene er vigtige. Derfor glæder det Lokaludvalget, at Københavns Kommune planlægger at etablere yderligere en bro mellem den sydlige del af København og Amager. Broen fra Enghave Brygge til Islands Brygge vil sikre de nye beboere i Enghave Bryggen forbindelser til store grønne og blå rekreative arealer i Fælleden og Amager Strandpark via grønne cykelstier. Dog er det vigtigt, at der arealreserveres på begge sider af broens landings sted, allerede nu. Så der gøres plads til at broen kan lande og der kan etableres gode forbindelser videre efter broen. Forhåbentlig kan det på sigt hindre ad hoc løsninger som det er set ved Bryggebroens forbindelse til Vesterbro ved Fisketorvet. Havneløbet mindskes med optil 75 meter ved opfyldningen til udviklingsarealet Enghave Brygge. Det mener Amager Vest Lokaludvalg er for stort et indgreb i vandet. En af de ting der gør København unik som storby er nærheden til vandet og de grønne arealer. Derfor opfordrer vi til, at kommunen tager vare på netop disse vigtige elementer. Det indebærer efter vores mening at man blandt andet bevarer de lange kig, som man forbinder med en havn. Lokaludvalget finder det meget ærgerligt, hvis man mister udsynet fra blandt andet Sjællandsbroen og ned gennem havnen. Havnen vil blive opfattet som en flod og ikke en havn, som man forbinder med vider og langstrakte kig. Eftersom havnen i dag bruges til badning, er det for lokaludvalget betydeligt, at vandkvaliteten ikke forringes, hvis man påbegynder opfyldning og udgravning i udviklingsområdet. Lokaludvalget bifalder kommunen for at der i planen er lagt op til, at de eksisterende erhvervsvirksomheder kan blive i området, såfremt de ikke forurener. Vi finder området her og naboområdet Teglholmen som en oplagt fast placering for de håndværksvirksomheder, der typisk må flytte ud i takt med udviklingen af byen. Vi opfordrer til, at kommunen arbejder for at udarbejde en strategi for at bevare håndværkserhvervet og kunsthåndværkserhvervet i bydelene. Med venlig hilsen Formand for Amager Vest Lokaludvalg Lars Rimfalk Jensen