Oprettet: 21. marts 2013
Svarnummer:
225

Indsendt af

B

Postnr.

0000

By

K

Høringssvar

Efter gårsdagens borgermøde (d. 20. marts) er jeg helt overbevist om, at dette er et rigtig spændende projekt. Jeg kan virkelig ikke se, hvorfor haven og kasernen ikke må få lov til at udvikle sig, og følge med tiden - især hvis opførelsen af musikhuset gennemføres smagfuldt, med materialer, der ældes ligeså smukt som de eksisterende bygninger i- og omkring haven. Holdningen blandt nogle af talerne ved borgermødet, var, at haven ikke må forny sig med byggerier, og kaldte alle sådanne spekulationer for "tabu". Selvsamme personer efterlyste "visioner". Men at benægte byggeri i haven er vel næppe visionært..? De mangler at besvare "hvorfor" - for hvorfor i alverden skulle Kgs. Have dog stå tilbage som en støvet og urørlig plet? Hvem er haven så for? Som ung beboer i byen (28 år) der er vokset op i Nyboderkvarteret, er jeg kommet en hel del i haven. Jeg har altid lagt mærke til den grimme og mørke strækning op mod udgangen som ligger tættest Nørreport, med de mudrede stier og den vildtvoksende beplantning. Nu har man endelig chancen for at gøre dette område af parken til et smukt anlæg, og oven i købet kan haven få et spændende kulturtilbud. Det er simpelthen fantastisk! Som jeg læser forslaget, er det tanken at man vil flytte indgange til en ny port som vil være i forlængelse af parkens centrale stisystem (Kavalérgangen), og opføre den i stil med hjørneporten ud mod Kronprinsessegade/Sølvgade, som man oprettede for nogle år siden. Det kan uundgåeligt kun blive bedre og pænere end det, der er i øjeblikket (den grimme låge forenden af trådhegnet). Yderligere er planen om genoprettelse (udvidelse) af voldanlægget ved Rosenborg en virkelig smuk idé. At der også vil komme et musikhus, gør yderligere at der bringes liv og varme til området - fx når musikere eller andre kunstnere sidder og øver eller optræder, og når der vil være åbne, offentlige koncerter i huset. Dette vil helt sikkert brede lys til dette område - både sommer og vinter! Og hvor må det dog være fantastisk at sidde til en koncert her, mens man nyder sceneriet i haven, som den tager sig ud på forskellige årstider. Hvordan kan en forening som går ind for "forskønnelse af hovedstaden" dog gå imod nogen af alle disse tiltag..? Jeg ser absolut ikke "byggeri i haven" som et problem. Jeg har altid syntes at husene/boderne langs Kronprinsessegade er sjove og spændende, og dét at der dukker bygninger op rundt om i haven, virker som oaser, som giver haven nogle tilbud, der ikke findes i de øvrige parker i København: Isboden, dukketeateret, legepladsen med de tilhørende boldbure og bygninger, samt bygningerne på nordsiden af Rosenborg, osv… Hvorfor ikke et musikhus? Jeg er faktisk ikke så bekymret for om et eventuelt musikhus skulle gå hen og blive 11 meter højt - hvis blot man tænker sig om, og opfører en bygning, hvis arkitektur æstetisk harmonerer med de øvrige bygninger i- og omkring haven. Jeg deler ikke bekymringen om, at haven vil blive "et nyt Tivoli" ved opførelsen af musikhuset: For ved anlæggelsen af et amfiteater, samt ved den forholdsvis lille størrelse på musikhusets scene, tror jeg allerede at der er sat væsentlige begrænsninger for, hvilke arrangementer der vil kunne gennemføres - og det er jo ikke ligefrem de store rockkoncerter, med flere tusinde publikummer - nærmest tværtimod vil det nok snarere være de små, hyggelige og intime arrangementer. Det lød på mig som om at Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme har fat i nogle rigtig spændende visioner for haven. Jeg stoler på, at man kan forene nye tiltag med det eksisterende, og samtidig bevare fortidens vingesus. Jeg synes at det er vigtigt, at man fra beslutningstagernes side tager med i overvejelserne, at haven skal følge med tiden og blive ved med at være folkets park, i stedet for at blive en akavet "museumspark" - et levn fra fortiden.