Oprettet: 6. marts 2013
Svarnummer:
5

Indsendt af

Anne Therese Schultz Petersen

Virksomhed / organisation

Skolebestyrelsen, Øster Farimagsgades Skole

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Østerbro, 6. marts 2013 Høringssvar vedr. nye fritidstilbud – fra Skolebestyrelsen på Øster Farimagsgades Skole Øster Farimagsgades Skoles skolebestyrelse har fulgt udviklingen mht. oprettelse af 100 nye fritidspladser med interesse. Der har, siden byggeriet blev besluttet, været forskellige meldinger fra forvaltningen, og det har skabt en usikkerhed i skolebestyrelsen om, hvorvidt beslutningen vedr. de 100 nye fritidspladser allerede var taget, eller om det har været en åben beslutning indtil denne høring er gennemført. Skolebestyrelsen har savnet information vedr. dette! Skolebestyrelsen var på et tidspunkt af den opfattelse at de nyoprettede pladser til indskolingen vedr. fritidstilbud på forhånd var defineret som en KKFO-ordning. Denne opfattelse har været fremherskende i udvalget vedr. det nye byggeri på skolen, hvor disse pladser har været italesat som KKFO-pladser i løbet af hele processen. Skolebestyrelsen har før tilkendegivet, at vi ser en løsning med en samling af fritidshjemspladser på den tætteste beliggende institution - Dronning Louise Gården - som den bedste løsning. Det gør vi stadig! Skolebestyrelsen vil dog fremføre, at hvis der oprettes fritidspladser i det nye byggeri på skolens matrikel og i skolens bygninger, der i løbet af skoletiden benyttes til bedrive skole, ser vi det som den bedste løsning, at de 100 nye pladser bliver en KKFO under skolens ledelse og skolebestyrelsens regi. Begrundelsen for dette synspunkt er en sikring af en optimal udnyttelse af rammerne på skolens matrikel. Organisatorisk vil det være lettere at udnytte det nye byggeri hele dagen, hvis en lokal skoleledelse kan disponere over det. Det vil nemlig sikre lokalt udtænkte løsninger, der fleksibelt kan tilpasses den positive udvikling Øster Farimagsgades Skole er i, herunder udvidelsen fra 2 til 3 spor. Skolebestyrelsen vil dog i denne anledning gøre opmærksom på, at vi lægger meget vægt på samtænkning og samarbejde mellem de forskellige institutioner for at skolebørnene oplever en sammenhængende hverdag. I den sammenhæng vil det være hensigten, at skolens og institutionernes rammer kan bruges på tværs af alle institutionerne i løbet af hele dagen. Vi vil fra skolebestyrelsen gøre vores til at samarbejdet fungerer, samtidig med at vi vil glæde os til et aktivt og ansvarligt samarbejde med den pædagogiske ledelse af en evt. KKFO. Med venlig hilsen Anne Therese Schultz-Petersen Formand