Høringssvar vedrørende Ny ordning for Mobilt Gadesalg

Oprettet: 15. februar 2013
Svarnummer:
15

Indsendt af

Indre By Lokaludvalg

Postnr.

1466

By

København K

Høringssvar

Teknik- og Miljøforvaltningen har den 21. december 2012 sendt en sag om mobilt gadesalg i høring med svarfrist den 15. februar 2013. Borgerdialog Lokaludvalget har givet borgerne mulighed for at kommentere på sagen på lokaludvalgets hjemmeside. De modtagne kommentarer er vedlagt. Lokaludvalgets holdning Overordnet mener lokaludvalget, at Teknik- og Miljøforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen bør koordinerer den nye ordning for mobilt gadesalg med Restaurationsplanen, så Restaurationsplanen bliver det overordnede dokument, der regulerer hvor og hvordan restaurations- og nattelivet skal foregå. Lokaludvalget er skeptisk over for mobilt gadesalg-ordningen. Vi tvivler på, at den kan fungere, så det bliver en gevinst for Indre By. Hvis der skal være yderligere gadesalg i vores bydel, foreslår vi, at de mobile gadesalg samles på afgrænsede steder, hvor der er plads til dem. Det kunne fx være på Rådhuspladsen, ved Torvehallerne eller på Nørreport. Vi ønsker ikke, at de mobile gadesælgere skal have tilladelse til at bevæge sig rundt i vores bydel. Da ordningen er svær at trække tilbage, når først den er etableret, foreslår lokaludvalget, at man starter med en prøveperiode Konkurrenceforholdene Lokaludvalget er bekymret for, at afgiftsfrit mobilt gadesalg vil føre til forøget konkurrence med butikker og kiosker, der ikke kan slippe for husleje og afgifter, ligesom stadeholdere med et fast sted, fx pølsemændene vil få øget konkurrence. Vi mener ikke, at en sådan udvikling er ønskelig og beder derfor få oplyst følgende: • Hvorfor har man besluttet, at gadesalget skal være afgiftsfrit? • Er der konstateret et behov blandt borgerne i og brugerne af Indre By for yderligere gadesalg af fødevarer? • Hvilken effekt har mobilt gadesalg for nærbutikkerne; vil Indre By opleve butiksdød som følge af ordningen? • Hvordan hænger denne ordning sammen med tilladelserne, der gives til stadeholdere med et fast sted? Lokaludvalget foreslår, at man som minimum pålægger det mobile gadesalg en afgift, som dækker kommunens omkostninger med kontrol, oprydning og bortkørsel af det affald, som det mobile gadesalg genererer. I den forbindelse beder vi forvaltningen bekræfte, at forvaltningen opgraderer sin renholdelse i Indre By, så man kan håndtere den yderligere affaldsmængde, man kan forvente som følge af øget mobilt gadesalg. Krav til det mobile gadesalg Skulle ordningen blive indført, foreslår lokaludvalget, at det mobile gadesalg reguleres gennem personbundne licenser. Alle myndige EU-borgere skal kunne erhverve sig en sådan licens, når blot de skriver under på at efterleve gældende regler og tilladelser. Der skal være en passende sanktion over for de mobile gadesælgere, der ikke overholder regler og tilladelser. De mobile gadesælgere bør udstyres med en synlig mærkat, der viser, at de har de fornødne tilladelser. Som minimum bør deres CVR. nr. være synligt, så man kan se, at der er tale om en lovlig forretning. Endvidere mener lokaludvalget, at der bør stilles krav til de mobile gadesælgere om lyd-niveauet fra salgsstedet. Vi frygter, at vil spille høj musik til gene for beboerne omkring. Intet salg om natten Lokaludvalget er uforstående over for, at man vil tillade gadesalg om natten. Hvilket behov ønsker man at dække med nattilladelser? Lokaludvalget foreslår, at man generelt ikke giver tilladelse til mobilt gadesalg efter kl. 24 på de steder i Indre By, hvor nattelivet foregår. I forslaget er der lagt op til, at kun Latinerkvarteret friholdes for større mobile salgsvogne, men man skal helt friholde områder, hvor beboerne har klaget over gener fra det udendørs natteliv, for mobilt gadesalg, nemlig Gothersgade og gaderne omkring, gaderne bag ved Nyhavn, Gråbrødre Torv og gaderne omkring Gråbrødre Torv, samt Nikolaj Plads. Spørgsmål til ordningen Lokaludvalget har følgende spørgsmål til ordningen: • Hvad er ”mindre vogne”? Er det ladcykler? • Hvad må de mobile handlende sælge og ikke sælge? • Er der taget højde for, at politiet og andre udrykningskøretøjer skal kunne komme frem? • Er Trinitatis Kirke indforstået med, at man vil tillade mobilt gadesalg ved kirken? • Hvem skal kontrollere, at de mobile gadesælgere bevæger sig i overensstemmelse med deres tilladelser? Hvor tit vil kontrollen foregå? Disse og de øvrige spørgsmål, vi har stillet i dette høringssvar, beder vi om at få svar på inden sagens behandling i Teknik- og Miljøudvalget. Lokaludvalget vedtog dette høringssvar i sit møde den 7. februar 2013. Med venlig hilsen Bent Lohmann, formand