Oprettet: 4. februar 2013
Svarnummer:
10

Indsendt af

Kim Christensen

Virksomhed / organisation

Nørrebro Lokaludvalg

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Høringssvar vedr. Påbud om støj ved Tunnelarbejdsplads i Nørrebroparken. Denne høring er usædvanlig idet der er tale om en Pseudo-høring, idet interessenter ikke har haft mulighed for at indgive høringssvar og indsigelser inden påbuddet trådte i kraft kort før jul. Nørrebrolokaludvalg ønsker dog at komme med kommentarer og indsigelser. Indledningsvis er vi imod behandling efter naturbeskyttelsesloven, idet man som nabo har mindsket klageret, ligesom at forholdende for naboer efterfølgende er forværret ved Nørrebroparken. Naboernes vilkår ved Nørrebroparken er urimelige. Man har med påbuddet hævet støjgrænsen næsten 10 gange. Man har givet tilladelse til døgnarbejde med støjgrænse om natten på op til 62 dB(A). Det har medført at en del naboer ikke kan sove, idet der arbejdes med støjende redskaber også i nattetimerne. Flere naboer lider allerede under støjrelaterede symptomer som stress, hovedpine, søvnløshed, depression, irritation og aggression. Det er ingenlunde acceptabelt, at naboernes nattesøvn ødelægges i en årrække, uden at der er foretaget mærkbar afhjælpning. Naboerne får altså væsentligt indskrænket deres ret til at udnytte deres bolig. Dette kan i sig selv være i strid med EMRK artikel 8. 62 dB(A) i nattetimerne er et meget højt støjniveau, og karakteren af de støjende arbejder gør det umuligt for de fleste at sove. Der bør tilbydes genhusning, opkøb af boliger eller erstatning til de ramte. Dette behøver ikke være i ekspropriations regi, idet der ingen hindring er for ejerne at tilbyde afhjælpning, hvis man som ejer selv ønsker at løse problemet af egen fri vilje. Det kan konstateres at en sådan fri vilje og imødekommenhed ikke eksisterer. Det var vores klare opfattelse fra borgermøder, at byggepladsen skulle operere i døgndrift når boremaskinen var idriftsat, ikke før. Man har forklaret, at boremaskinen ville være i drift under jorden og ville derfor ikke påføre nævneværdig støj til omgivelserne, og at selv accessoriske aktiviteter ville kunne foregå uden at overskride den daværende støjgrænse. Dette var med til at mindske de negative holdninger overfor metrobyggeriet. Vi tager dette påbud som et udtryk for at man er forsinket. Påbuddet ændrer ikke på at boret skulle være i drift oktober 2012 (jvf. nabofolder, 1. Udgave, og VVM rapport). Dette er ikke sket. Hvor meget er man forsinket og hvordan påtænkes dette indhentet? Påbuddets ordlyd er ikke præcist nok. Der er adskellige punkter som giver anledning til misforståelser. Det skal eksplicit nævnes hvor maskinerne må arbejde, hvornår, hvilke og hvor mange maskiner vil være i drift om natten. Dette er ikke beskrevet klart nok i påbuddet, og leder til spekulationer hos CMT om hvad de må og ikke må og hvornår. Det er meget vigtigt at påbuddet udstikker utvetydigt klare bestemmelser for hvordan og hvilke arbejder må udføres. I sin nuværende form er påbuddet utilstrækkeligt. Der er meget som tyder på at CMT og Metroselskabet ikke helt har forstået påbuddets ordlyd, med de arbejder som udføres om natten. Vi er bekendt med at der hermed er trukket ét af 4 “jokerkort” som blev vedtaget af BR som option til metrobyggeriet tilbage i 2010. Kun ét jokerkort må benyttes pr. byggeplad s i hele anlægsperioden, så vi forventer ikke at se yderligere krænkelser af naboernes nattesøvn ved Nørrebroparken i resten af byggeperioden. Nørrebrolokaludvalg kræver at entreprenørens redegørelse og kommunens håndtering heraf ved evt. overskridelser bliver offentlig tilgængelig så snart de foreligger, eksempelvis på kommunens og metroselskabets hjemmeside. Samtidig skal entreprenøren redegøre for hvordan naboer er blevet varslet og om dette er sket med rettidig omhu og i god tid, og om mil jømyndigheden har accepteret dette niveau og begrundelse herfor. Nørrebrolokaludvalg kræver at der foretages mere opsyn, og at der skrides ind ved overskridelser, hårdt og kontant. Der skal afsættes flere penge til Miljøkontrol vedr. Metrobyggeriet. Naboerne er ikke tjent ved flere års søvnløshed. Med Venlig Hilsen Kim Christensen Formand for Nørrebro lokaludvalg