Høringssvar vedrørende Skolernes maksimale kapacitet 2013/14

Oprettet: 21. december 2012
Svarnummer:
27

Indsendt af

Tommy Hagel Jensen

Virksomhed / organisation

Skolebestyrelsen - Korsager Skole

Postnr.

2700

By

Brønshøj

Høringssvar

Høringssvar vedr. høring om skolernes maksimale kapacitet 2013/14: I høringen foreslås det, at den tilbageværende M3-klasse på Korsager Skole flyttes til Tagensbo Skole. Hvis dette gennemføres, tages der ikke udgangspunkt i hverken klassens nuværende placering eller skolernes fysiske kapacitet. I forbindelse med Korsager Skoles igangværende udbygning har det været et krav fra BUF i plangrundlaget for byggeriet, at der skulle bygges således, at skolen kan rumme 2 M3 klasser. Korsager skole har således fået tegnet et område for M3, der ligger således, at 2 klasser vil kunne arbejde perfekt sammen – og som vel at mærke ligger centralt placeret i forhold til resten af overbygningen. Denne planlægning har naturligvis medført at andre lokalemæssige tiltag ikke har kunnet prioriteres. Et argument for at lægge modtageklasserne i nærområderne i de forskellige bydele er, at det så kan være muligt for eleverne at knytte kontakter til elever fra almenklasserne. Alle de nuværende elever i Korsager Skoles M3 bor således mellem 1,5 og 4,3 km fra skolen – de fleste mellem 2 og 3 km. Eleverne udsluses primært til Korsager – og i hverdagen er der et tæt samarbejde med de andre klasser i overbygningen. M3 på Korsager er nemlig ikke en isoleret pædagogisk ø, men et sted hvor eleverne for alvor rustes til at kunne begå sig på dansk og i konkrete almenklasser. Der foregår således en gradvis indslusning til almenklasserne. En flytning af M3 klassen fra Korsager vil ydermere medføre, at der slet ikke vil være nogen M3-klasser i hele Vanløse-Brønshøj området. Det vil således blive endnu sværere for elever i dette område at kunne knytte kontakter til elever fra almenklasser, som de så også har en reel mulighed for at have kontakt med i fritiden. Der vil med dette forslag rent faktisk kun være 1 M0 og 1 M1 klasse på Bellahøj Skole. En yderst uhensigtsmæssig skævdeling af M-klassernes placering rundt om i byen. Med dette forslag vil et af de områder i byen med flest 2-sprogede – ydermere et område, der også er et stort tilflytterområde – være det område af byen med færrest modtageklasser. I dette lys giver det heller ikke mening, at Amager bliver så dårligt dækket som tilfældet er med dette forslag. Det faglige miljø på Korsager Skole er da også helt gearet til fortsat at skulle have modtageklasser. Korsager Skole her gennem de sidste mange år oparbejdet en faglig ekspertise på dette område, da skolen har haft en eller 2 M3 klasser gennem en længere årrække. Derudover har vi et særdeles stort antal lærere med det store kursus i dansk som 2.sprog. At flytte M3 til en anden skole, der så skal til at opkvalificere nye lærere til at varetage denne undervisning, når der findes velkvalificerede folk på den nuværende skole, virker som en unødig brug af eftervidereuddannelsesmidler – og skattekroner. Det giver i øvrigt heller ikke mening for integrationen af M3-elever, hvis man vælger at flytte klassen fra en skole med 43,8% 2-sprogede elever fra 1.-9.klasse til en skole med 80,3% 2-sprogede fra 1.-9.klasse. Det er ikke den mest hensigtsmæssige integration af eleverne, og gør dem ikke umiddelbart i stand til at kunne indsluses i almenklasser med flest dansksprogede elever. Her vil en fortsat placering på Korsager give væsentligt bedre muligheder. Selve begrundelsen for at flytte M3 fra Korsager til Tagensbo er, at man ønsker i højere grad at sikre det faglige miljø omkring M3-klasserne. Dette klinger lidt hult i og med at Korsager Skole indtil sidste år netop havde 2 M3-klasser med et særdeles godt fagligt miljø. Her valgte man at splitte det faglige miljø. Så giver det ikke megen mening at skulle samle det igen – medmindre naturligvis, at dette skulle ske på Korsager Skole, hvor de lærerfaglige forudsætninger og erfaringer er fuldt tilstede. Korsager Skole oplevede trods nedgangen i antallet af M3-klasser i indeværende år en uændret tilstrømning af elever – og har således været en af de 2 skoler, der har måttet køre med overbelægning. Set i lyset af at skolen uforandret har været godt søgt af elever fra det omkringliggende område giver det heller ikke megen mening helt at fjerne M3-klasserne fra området. På Korsager har vi gennem mange år brugt mange uddannelsesmidler til dette område. Faktisk så mange, at tilskuddet centralt fra til yderligere uddannelser på området blev stoppet. Hele denne uddannelsesindsats bør ikke smides væk. På Korsager Skole ønsker vi gerne en mere fleksibel organisering af modtageklasserne. En ny tildelingsmodel vil derfor være ønskelig. Man kunne således med fordel tænke i retning af at give modtageklasserne en forhøjet grundbevilling – med efterfølgende krav om en større fleksibilitet med hensynet til antallet af elever i klasserne. På den måde ville skolerne have en bedre mulighed for at tilrettelægge undervisningen, således at flere elever ville kunne rummes i klasserne. Konklusion: Korsager Skoles holdning er, at det at samle 2 M3 klasser på Tagensbo ikke giver mening ud fra kriterierne om placering af modtageklasser. Det giver heller ikke mening hverken pædagogisk eller integrationsmæssigt. Det ville dog give mening igen at samle 2 klasser på Korsager. Endelig vil det heller ikke give mening ud fra en økonomisk betragtning. Vi hilser en ny tildelingsmodel velkommen og går meget gerne ind i en konstruktiv dialog om dette.