Høringssvar vedrørende Ressource- og Affaldsplan 2018

Oprettet: 19. oktober 2012
Svarnummer:
16

Indsendt af

.... på vegne af 10 Københavnske skoleklasser

Virksomhed / organisation

Børne- og Ungdomsforvaltningen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

HØRINGSSVAR TIL RESSOURCE- OG AFFALDSPLAN 2018 Det er dejligt fremsynet at se, at byens børn og unge har fået en plads i Ressource- og Affaldsplan 2018. I forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival 2012 var vi i dialog med 10 skoleklasser (3.-6. klasse) fra 8 forskellige københavnske skoler om Ressource- og Affaldsplanens flagskib ”Københavnerne sortere” med hovedvægt på de to indsatser: • Den affaldsfri skole • Ressourceforvalteruddannelse i skolerne Her en opsamling af elevernes kommentarer og vores iagttagelser: 1) Samtlige klasser så gerne, at deres skole blev udvalgt til den ”Affaldsfri Skole” og flertallet ønskede at blive uddannet som ressourceforvaltere. Begge indsatser udløste kommentarer som: ”Det er en god idé”, ”Sejt at børn skal lære det”, ”Mega fedt”, ”Godt for miljøet”, ”Godt for naturen”, ”Det vil jeg gerne lære mere om” m.fl. 2) Flere elever opfordrede til at overveje sprogbrug og metode nøje når børn og unge konkret inddrages: ”Det skal hedde noget andet end ressourceforvalter, så børn kan forstå det”, ”Drop voksenordene”, ”Gør det sjovt”, ”Meget forskelligt om man er 8 eller 16 år”, ”Flere arrangementer så man lære det på en god måde ligesom i dag” m.fl. 3) Flere elever var utilfredse med det relativt lave antal elever der uddannes til ressourceforvaltere (10 klasser pr. år): ”10 klasser er alt for lidt”, ”Der kunne godt være flere, som lærte det”, ”Hvorfor kun 10 klasser?” m.fl. 4) Flere elever undrede sig over, at kun én skole bliver affaldsfri, og det først i 2016-2017: ”Hvad så med alle de andre skoler?”, ”Der er godt nok længe til”, ”Den skole der bliver affaldsfri, bliver altså nødt til at hjælpe de andre”, ”Hvorfor ikke noget før?” m.fl. 5) Eleverne viste overvejende stor opbakning til og interesse for såvel den affaldsfri skole som uddannelse til ressourceforvalter. Vi iagttog desuden et stort potentiale for at styrke elevernes viden om ressourcer og affald, herunder forståelse for kildesortering og ressourcekredsløb. Iagttagelserne støtter, at planen også gør en indsats overfor børn og unge. Det er i den forbindelse værd at nævne, at planens indsatser overfor børn og unge naturligvis skal kobles med skoler og institutioners øvrige mål. Vi ønsker jer held og lykke med udrulning af Ressource- og Affaldsplan 2018. Vi imødeser planens bidrag til, at skabe en generation af fagligt stærke bæredygtige københavnere. Med venlig hilsen Jannie K. E. Christensen, Henrik Nordentoft og Bjørn Brix Pedersen Kontoret for Bæredygtig Udvikling, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Københavns Kommune. Kontoret for Bæredygtig Udvikling formidler natur, miljø, klima, sundhed, science og byudvikling til byens børn og unge i alderen 0 - 18 år. Gennem vores aktiviteter opnår børn og unge viden, handlekompetence og demokratiske værdier så de kan være med til at skabe fremtidens bæredygtige København. For lærere, pædagoger og eksterne fagfolk er vi videnscenter for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Kontoret for Bæredygtig Udvikling består af en række natur- og miljøskoler, projekter og andre primært natur- og miljøfaglige læringstilbud.