Oprettet: 7. september 2012
Svarnummer:
1

Indsendt af

Arne Ziebell Olsen

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Til Lokaludvalget. Høringssvar vedr. Skjolds Plads. Før Metrobyggeriets begyndelse var Haraldsgade en meget stærkt trafikeret gennemkørselgade til Østerbro, da man havde delvist lukket Nørrebrogade og Mimersgade – skulle man til Østerbro, så var det enten gennem Haraldsgade eller Jagtvej. Dette medførte så meget støj og bilos, at det var umuligt at have åbne vinduer ligesom det også var umuligt at sidde på altanen. Da jeg var til et af de første informationsmøder vedr. Metrobyggeriet for godt 3 år siden – også her i Osramhuset – så blev vi stillet i udsigt, at Haraldsgade ville blive bil- og busfri, når Metrobyggeriet var helt færdigt. Nu kan jeg så forstå, at Borgerrepræsentationen alligevel har en plan, hvori der alligevel skal køre busser gennem Haraldsgade, som tilmed er blevet smallere! Hvorfor nu det? Vi vil jo have metrostationen i gaden, og der vil fortsat køre busser på Tagensvej, altså lige rundt om hjørnet. Som det er lige nu, så kører 4A ned ad Aldersrogade og videre ud til Rovsingsgade, hvilket er ideelt for de beboere, som bor dernede. Og det er jo heller ikke særlig langt at gå fra Haraldsgade, hvis man alligevel også skulle have et behov for at køre med bus 4A. Bliver der alligevel vejbane til en bus i Haraldsgade, så vil den helt sikkert også blive benyttet af biler – uanset, at det vil være ulovligt. Og det vil betyde øget risiko for ulykker for gående og cyklister Hold nu fast i den oprindelige ide om, at Skjolds Plads og Haraldsgade SKAL være et grønt, sikkert og rekreativt område – efter rigtig mange år med ulidelig støj og forurening – MEN nu med adgang til kollektiv trafik via den nye metrostation og de fortsatte busruter på Tagensvej. Husk endelig ordentligt og klar skiltanvisning for de kommende bilister ved Lersøpark allé og Aldersrogade, så de alligevel ikke skal helt ned til Valkyriegade, for så at vende og køre tilbage, fordi de ikke kan komme videre. Det har været en meget stort problem under metrobyggeriet – også fordi nogle bilister har valgt at vende – og køre - på både cykelsti og fortov, hvilket har været direkte livsfarligt. Da høringsfristen udløber den 25. september, vil jeg gerne have, at man straks svarer mig på, om min mail her er kommet til det rette sted – og hvis ikke – så oplys mig venligst om, hvor den skal sendes hen i kommunen. Med venlig hilsen Arne Ziebell Olsen Haraldsgade 8, 1.tv 2200 København N