Oprettet: 13. august 2012
Svarnummer:
25

Indsendt af

Kasper Grøn Urbaniak

Virksomhed / organisation

Forældrerepræsentant i Klyngebestyrelsen, Specialklyngen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Høringssvar fra Forældrerepræsentanterne i Klyngebestyrelsen, Specialklyngen Med henvisning til forslaget om ny budgetmodel for rengørings- og gårdmands området på daginstitutioner (2011-41121), må vi henlede beslutningstagernes opmærksomhed på forskelle mellem daginstitutioner på normalområdet og Specialinstitutionerne (Specialbørnehaverne) i Specialklyngen. Mht. rengøringen i de enkelte Specialinstitutioner, må man huske på, at mange af vores multihandicappede børn har et generelt lavt immunforsvar og derfor i højere grad er modtagelig for infektioner og bakterier, der kan være livstruende for det enkelte barn. Derfor er det særdeles vigtig at rengøringsindsatsen og kvaliteten er væsentligt højere end i en daginstitution på normalområdet. Det er vigtigt at man forholder sig til de opgaver vores gårdmænd i Specialklyngen udfører, når man som forslagsstiller sidestiller alle daginstitutioner i Københavns Kommune med hinanden. Vores gårdmænd kunne med rette kaldes for Pedel / gårdmænd, da deres opgaveområde spænder bredt fra den almindelige vedlige- og renholdelse af ude- og inde områderne ved Specialinstitutionerne til de meget specielle opgaver som vedligeholdelse / tilpasning / småreparationer af alle former for hjælpemidler til vores multihandicappede børn. Dertil kommer at gøre almindeligt legetøj brugbare for funktionsnedsatte børn, opfinde sær tilpasninger til det enkelte barns hjælpemidler, samt klargøre / vedligeholde træningsredskaber, som er vigtig for den sansemotoriske udvikling hos børnene. Både bygninger, inventar og specialhjælpemidlerne udsættes for en væsentlig større belastning / slidtage end i en normal daginstitution, da vores børn på mange områder via deres mentale og fysiske handicap ikke har den “stopklods” indbygget der får dem til holder igen. Gårdmanden er i det daglige med til at sikre en hurtig risikovurdering og indsats, der er med til at forebygge og begrænse arbejdsskader, nedslidning og ulykker - grundet tæt dialog med det øvrige personale, samt sit grundige kendskab til den enkelte Specialinstitution. Det er vores klare opfattelse at man IKKE kan opnå en besparelse på området, da mange opgaver som reparationer af specialhjælpemidler, ligefra lifte, gåstativer, kørestole, specialstole og vedligeholdelse af spabade, svømmebassin m.m. selvfølgelig kan udføres af eksterne reparatører, men med en væsentligt større udgift end de forventede besparelser til følge. Gårdmanden / pedellen er med til at løfte kvaliteten af den serviceydelse vores multihandicappede børn modtager i Specialinstitutionerne i Københavns Kommune. På vegne af Klyngebestyrelsen, Specialklyngen Kasper Grøn Urbaniak Forældrerådsformand i Specialinstitution Guldregn