Høringssvar vedrørende Sundbyøster Skole - lokalplan 490

Oprettet: 13. august 2012
Svarnummer:
2

Indsendt af

Carsten Sole Pedersen

Virksomhed / organisation

Super Spar

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Indsigelse vedrørende lokalplanforslag ”Sundbyøster Skole”   Københavns Kommune har den 16. maj 2012 sendt ovennævnte lokalplanforslag i offentlig høring.   Baggrunden for lokalplanforslaget anføres at være et behov for udvidelse af skolekapaciteten, idrætsfaciliteter og arbejdspladser. Med henblik på at opnå finansiering af idrætsfaciliteterne har kommunen besluttet, at halbyggeriet delvist skal finansieres af en privat forretningsdrivende, der til gengæld får lov til at bygge en dagligvarebutik på op til 3.000 m2.   Som erhvervsdrivende i området står jeg ganske uforstående over for lokalplanforslaget. Etableringen af en 3.000 m2 stor butik vil medvirke til fortsat at ”dræne” Amagerbrogades øvrige butiksliv – et butiksliv der allerede i dag er præget af mange tomme butikslokaler. Det fremgår direkte af lokalplanforslaget, at der på daværende tidspunkt var 27 tomme butikslokaler på Amagerbrogade. Med en ny stor butik må antallet af tomme butikslokaler forventes at stige eksplosivt.   Samtidig med udarbejdelsen af dette lokalplanforslag har kommunen igangsat et arbejde vedrørende fornyelse af butikslivet i København. Her er netop Amagerbrogade ét af fokusområderne.   De første tilkendegivelser omkring dette projekt er, at forretningslivet og brugerne ønsker bevaring af de gamle handelsgader med deres særpræg, hvor der er en rolig trafik, der også tager hensyn til de bløde trafikanter. Som gode eksempler har flere bl.a. peget på Værnedamsvej, Nordre Frihavnsgade m.v. Fælles for disse gader, der fremhæves som positive ”pletter” i bybilledet, er, at der er tale om gader med en række butikker, der er særegne. Hvis kommunen nu tillader bygning af en stor dagligvarebutik på op til 3.000 m2, er der – uanset hvilket kædetilhørsforhold en sådan butik måtte få – bestemt ikke konsistens mellem, hvad brugerne ønsker, og hvad kommunen forestiller sig.   Set udefra virker forslaget om at bygge en stor dagligvarebutik derfor alene som ønsket om at få finansieret en kommunal hal – og ikke som ønsket om at få flere butikskvadratmeter til området, hvilket der ikke er behov for med de mange tomme butikslokaler i området. Med finansieringsforslaget, risikerer kommunen imidlertid at skabe et nyt og væsentligt større problem – nemlig at en lang række butikker på Amagerbrogade lukker, hvilket betyder mindre liv i området, færre i beskæftigelse, mindre skatteindtægter og større sociale problemer.   Da kommunen afholdt borgermøde, blev der også udtrykt stor skepsis i forhold til behovet for en ny dagligvarebutik i området, ligesom mange udtrykte bekymring over nedlæggelsen af en række parkeringspladser. Selv om der ifølge planen skal etableres nye parkeringspladser, ligger disse ikke i umiddelbar nærhed af Amagerbrogade, hvilket igen betyder, at kunderne i de nuværende butikker får endnu sværere ved at parkere i butikkernes nærhed. Dette udgør i sig selv en trussel for de nuværende forretningsdrivende i området.   Hvis kommunen fortsat ønsker bygning af idrætshal, vil jeg i stedet foreslå, at man eksempelvis etablerer et fitness-center i tilknytning til hallen og så evt. flere små butikker, der kan falde naturligt ind i Amagerbrogades øvrige butiksliv. Alternativt kan kommunen tillade en mindre dagligvarebutik på eksempelvis op til 1.000 m2. En sådan butik falder mere naturligt ind i bybilledet.   Ved en sådan kombination af en mindre dagligvarebutik og eksempelvis et fitness-center vil der også være sikret ”liv” i byen i aftentimerne, da mange af de mindre dagligvarebutikker har lange åbningstider, der sammen med et fitness-center giver liv – og dermed tryghed – til området.   Baggrunden for min indsigelse er derfor ønsket om at bevare en livlig bydel med et særligt særkende i form af et differentieret butiksliv både på dagligvare- og udvalgsvareområdet.   Jeg håber naturligvis, at Københavns Kommune vil tage ovenstående indsigelse med i de videre overvejelser, inden kommunen går videre med lokalplanforslaget, ligesom jeg meget gerne står til rådighed, hvis der er forhold, I ønsker yderligere belyst.     Med venlig hilsen     Carsten Sole Pedersen SUPER SPAR Amagerbrogade 175 2300 København S