Høringssvar vedrørende Skoledistriktsændringer 2013-14

Oprettet: 29. juni 2012
Svarnummer:
65

Indsendt af

Nina Banerjee og Andreas Thulin

Postnr.

2450

By

København SV

Høringssvar

Efter gennem flere år at have boet på Vesterbro og set den massive indsats og de store distriktsændringer, der blev gennemført der antog vi, at det var sådan det var i hele byen; at børne- og ungeudvalget fulgte en meget aktiv strategi for at skabe gode skoler for alle børn. Stor var vores overraskelse derfor, da vi flyttede til Sydhavnen og oplevede skoler, hvor der er stort frafald, hvor bl.a. Ellebjerg Skole selv beskriver udfordringer ved hovedsageligt at have børn med forældre med uddannelses-fremmed baggrund – og hvor kommunens indsats virkede stort set fraværende. Der er nu heldigvis givet flere resurser og sat flere tiltag i gang. Men på et så grundlæggende og vigtigt område som elevsammensætningen, dvs. distriktsopdelingen, lægges der nu op til at indsatsen i Sydhavnen atter skal være mere begrænset end i andre områder af byen. Det er ganske uforståeligt. Vi ønsker derfor at støtte op om det forslag, som også indgår i Kgs. Enghaves lokaludvalgs høringssvar: at det vil give en langt bedre socio-økonomisk fordeling at ændre på opdelingen af Sydhavnen hen over Sydhavnsgade, mellem det nye (Teglholmen/Sluseholmen) og det gamle Sydhavn. Muligheden for at flytte børn fra f.eks. rode 194 til 195 til Ny Sydhavnens skole virker oplagt. Det bør heller ikke udelukkes, at der også kan flyttes børn fra Teglholmen/Sluseholmen til nogle af bydelens andre skoler. Det skal tilføjes, at vi ikke selv bor i nogen af de her nævnte roder, men blot ønsker generelt gode skoler for vores barn, hans venner og alle de andre børn. Med en ændring af distrikterne i Sydhavnen baseret på et mere indgående kendskab til beboernes socioøkonomiske profil, vil skolerne og børnene være hjulpet bedre på vej. Andreas Thulin og Nina Banerjee