Høringssvar vedrørende Skoledistriktsændringer 2013-14

Oprettet: 28. juni 2012
Svarnummer:
56

Indsendt af

Solveig Daugaard

Virksomhed / organisation

Medl. af skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole

Postnr.

1655

By

København SV

Høringssvar

Høringssvar vedrørende Distrikstsændringer 2012-13 Fra skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole Skolebestyrelsen på Bavnehøj Skole støtter op om høringssvar fra Kgs. Enghave samt Valby Lokaludvalg vedrørende fastholdelsen af dele af rode 207 til den nye Sydhavnsskole, trods den politiske beslutning om at droppe gangbroen over Scandiagade/Sydhavns Plads. Trafiksikkerhedsmæssigt er det en dårlig løsning at lade børnene fra Sjælør Boulevard høre til Sydhavnsskolen.  De får én af de længste og farligste skoleveje for københavnske børn overhovedet. Selvom der er afsat midler til at trafiksikre skolevejene i Sydhavnen til fordel for denne børnegruppe, er det svært at se, hvordan der kan ændres grundlæggende på dette forhold. Af de 7 børn fra rode 207, der har i kommende skoleår har takket ja til at gå på skolen i Sydhavn er kun 2 to-sprogede, hvilket bestyrker vores mistanke om, at det er ressourcekrævende for forældre fra Sjælør Boulevard at vælge Sydhavsskolen til, ikke mindst på grund af skolevejen. Således vil de svageste familier fra rode 207 oftere vælge alternative løsninger, og således vil hensigten med flytningen ikke opfyldes. Kammeratskabsmæssigt vil børnene fra Sjælør få geografien imod sig, idet de vil have meget langt til deres fremtidige klassekammerater, som til gengæld vil bo tæt sammen. Vælger man i stedet at flytte dele af de roder, der grænser op til Sydhavnsskolens distrikt, vil man opnå en større sammenknytning af det nye og det gamle Sydhavn, hvilket i vores optik er af afgørende betydning for hele bydelen. Med flytningen af dele rode 207, vil sammenknytningseffekten ikke være den samme, idet det flyttede område ligger så langt væk og naturligt orienterer sig betydeligt mere mod Valby end mod Sluseholmen/Teglholmen. Derudover vil vi gerne pege på elevtallet i grunddistrikterne for Sydhavnens tre skoler. Det er simpelthen ikke bæredygtigt, at man har fjernet en del af Bavnehøj Skoles grunddistrikt (med i snit omtrent 20 børn pr. årgang) uden at kompensere os. Børnetallet i vores grunddistrikt var allerede forud for flytningen sparsomt for en traditionelt tresporet skole. Af prognoserne for kommende indskrivning fremgår, at vi på Bavnehøj Skole har 71 børn i eget grunddistrikt, mens Ellebjerg Skole har 121 og Sydhavnsskolen har 93. Bavnehøj Skole er inde i en positiv udvikling, med gode resultater for både faglighed og trivsel, samt et styrket omdømme i lokalområdet.  Men med et børnetal på 71 det kommende år, sammenholdt med den traditionelt høje fravalgsprocent for folkeskolerne i området, som vi aktuelt kæmper for at vende, kan vi blive presset til at fylde vores klasser op med børn udefra. Demografien i vores distrikt (med overvægt af små boliger samt Københavns største familiekollegium) betyder at vores naturlige frafald er højt. Vi arbejder aktivt på at nedbringe frafaldet, men hvis vi skal have en chance for at opbygge et bæredygtigt elevgrundlag, således at vi også i udskolingen har børn nok til at drive skole på økonomisk tålelige vilkår, har vi brug for at beholde hele vores grunddistrikt. Herunder hele rode 207, hvor, kan vi tilføje, en stor del af distriktets 4-5 værelseslejligheder er beliggende, hvorfor vi faktisk kan se at mange børn fra netop dette område er blandt de børn, der bliver på skolen helt op til 9. klasse.