Høringssvar vedrørende Skoledistriktsændringer 2013-14

Oprettet: 27. juni 2012
Svarnummer:
44

Indsendt af

Uffe Hansen

Postnr.

2200

By

København

Høringssvar

Vedr skoledistrikstændring Guldberg Skole/ Blågårds Skole, Rode 112, 120, 121. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til de personer, der har forsøgt at gøre opmærksom på, at disse distriktsændringer er i høring pt., ved at sætte sedler op rundt omkring. Som forælder til 2 børn i distriktet er jeg en smule overrasket over, at det er ad den vej vi skal få kendskab til en så gennemgribende ændring! Jeg vil gerne protestere mod disse ændringer generelt, og i særdeleshed imod præmissen for disse ændringer, idet det fremgår at disse nye distrikter skulle være udformet i tæt samarbejde med lokalområdet. Det sidstnævnte kunne ikke være længere væk fra sandheden. Der er ingen hverken forældre, skole el daginst. I dette område der har været informeret el inddraget omkring disse beslutninger. Adspurgt svarer Guldberg skolens skolebestyrelse direkte, at de heller ikke har været med til at udforme dette forslag, men blot fået at vide, at de skulle tage stilling til det, da det kom i høring i beg. Af Juni. Når man læser de efterhånden overvældene antal høringssvar slår det mig, at man som bosiddende i netop Guldberg skoledistrikt nu tilsyneladende bliver opfattet som enormt fordomsfuld, intolerant og uoplyst, fordi så mange af os er imod distriktsændringerne; som om vi på denne side af Nørrebrogade har en opfattelse af, at fordi man er tilknyttet Blågårds skole går man med kniv, bider el er mindre ressource-stærk. Alle er vel godt klar over, både blandt lokalpolitikere og forældre på Blårgårdsskolen at det ikke kan være tilfældet, og temmelig kliche-præget. Sandheden er jo den, at forældre i begge distrikter har en masse tilfælles: at der til grund for succes-historier – på begge sider af nørrebrogade – ligger , at forældre har taget et aktivt, frivilligt valg om at sende deres børn på lige netop DEN folkeskole, som de mener de er knyttet mest til. Og dette er jo kernen til fremgangen – at valget ikke er taget i tvang, modvillighed & trods, men i frivillighed og i ønsket om at knyttes til sit nærmiljø. Og når et barns dagligdag knyttes til et kvarter igennem institutioner, bolig, venner, fritid & trafikmønstre, så er det naturligvis det man ønsker at fortsætte, når barnet skal i skole. Både på Blågårds Skole og Guldberg. Personligt er jeg glad for, at der er aktive forældre, fra begge distrikter, der er begyndt at vælge Blågårdsskolen til. Mere af det! Det er denne frivillighed, sammenhængskraft og forankring i nærmiljøet omkring skolerne, der giver succes’en. Det paradoksale er, at Guldberg skoles succes ikke handler om at den el nærmiljøet har fået tilført ekstra ressourcer – nærmest tværtimod; selv de Gamles By, som er det nærmeste grønne område vil I nu også inddrage til at servicere indbyggere fra andre områder ved at bygge campus & daginstitutioner m akut-pladser. Det skyldes den brede forældre-opbakning, helt ud i distriktets hjørner, fra dosseringen til guldbergs plads, fra højt uddannet akademiker til kiosk-ejer. Derfor mener jeg også at det, ved at gøre så stort et indhug i Guldberg skoles distrikt som foreslået, vil være ødelæggende for skolens synergi. En stor del af Guldberg Skoles succes ligger også i, at så stor en del af forældrene fra netop dette område, rode 112, 120, 121 vælger folkeskolen til. Hvis Blågårds skolen nu får tilført disse roder – hvad sker der så med Guldberg? For 10 år siden stillede Jeanne Jacobsen(tidl skoleleder) sig op på en kasse på Skt Hans torv, i håbet om at aktivere forældre i netop dette kvarter til at vælge folkeskolen. Hun deltog i samtlige møder på daginstitutioner i lokalområdet, og lagde dermed kimen til det der i dag må siges at være folkeskolen i kbh s solstråle historie nr 1. Hvis Blågårdsskolen skal blive en ligeså god historie, med en lige så bred opbakning, fra hele dets nuværende kvarter – helt ned til søerne - kræver det denne oplysning, opbakning, synlig ledelse og mest af alt TID. Og aller mindst af alt – TVANG. Den manøvre, som I er ved at lave nu, er en politisk svinestreg. Hvorfor ikke støtte den gode historie? Giv dog Guldberg nogle flere penge. Gerne lige så mange som Blågård! Fyld skolen med glade børn, lad det hedengangne sjællandsgade bad blive en del af skolen, byg et fritidshjem i de Gamles By, så skolen kan bruge sit fulde potentiale, i stedet for at skulle leje hele nederste etage ud til fritidshjemmet, som de gør nu. Støt kvarteret i sit vokseværk, lad det blive stærkt, stort og frodigt, og brug Guldberg som inspiration til ex Blågårds skolen, el resten af KBH i stedet for at stjæle børn fra den, så lad dem vandre frit, der føler de har større tilknytning el bliver overbevist om, igennem oplysning og dialog, at det kunne være værd at prøve blågårds-kvarteret. Det er så utrolig kortsigtet, det udspil i er kommet med, og viser med al tydelighed, at I som politikere ikke har nogen som helst finger på pulsen el tilstedeværelse i kvartererne. Og lad os få stoppet den fløjkrig, som I nu har sat i gang, ved at forsøge at luske det igennem, uden forældre & børn har haft en mulighed for at være en del af processen. Det skaber utryghed, uvished, ufrivillighed og modstand, med så gennemgribende ændringer. Værst af alt er det tilsyneladende begyndt at polarisere netop den gruppe (forældrene), som I ønsker skal mødes, der fra hver sin side i desperation er begyndt at bruge denne høringsmulighed som en form for offentlig brevkasse, fordi der her på falderebet ikke er andre muligheder for at i-tale-sætte sin holdning, frygt, manglende oplysning, frustration, etc. Det kan – og skal – gøres bedre, når i nu stemmer forslaget ned, og begynder forfra. Start med at inddrage det rigtige nærmiljø –ikke ex interesse-organisationer som brug folkeskolen, der jo har deres egen agenda. Men forældrene – os, der bor her, betaler skat her & bruger byen & skolerne. Det er jo os, I gerne vil have opbakning fra, ikke?