Høringssvar vedrørende Kalkbrænderihavnsgade - lokalplan 476

Oprettet: 10. april 2012
Svarnummer:
31

Indsendt af

Povl Bro og Lars Danielsen

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Lagerhotel - Kalkbrænderihavnsgade De øvrige indlæg i denne høringsrunde, høringen i forbindelse med startredegørelsen og borgermødet den 1.3.12 har fostret rigtig mange og fornuftige argumenter MOD opførelsen af et 23 m. højt lagerhotel. Her kommer yderligere et par betragtninger: - Tager man den type arkitekturbriller på, som de fleste er udstyret med, kommer man ikke uden om, at bygningen vil tage sig ud som en mørk, bastant klump. Det kan heller ikke beplantning og andre grønne tiltag råde bod på. (Kan den tiltænkte beplantning i øvrigt klare så vindomsust et område? Bliver der sat penge af til pasningen?). Arkitektens idé om hotellet som en del af en "port" til Østerbro for den nordfra kommende virker mere som et påskud for langs banen at opføre en bygning, som bliver meget højere end nogle af de andre, som allerede befinder sig dér (med Center for Ledelses tårn som den højeste bebyggelse) : Portens "anden del", den røde, ældre murstensbygning umiddelbart syd for Fyrtårnet, fremtræder netop så stilmæssigt forskellig fra det planlagte lagerhotel, at man som normalt seende aldrig vil betragte de to bygninger som et "samlet værk", men som to elementer, som gensidigt forstyrrer hinanden og skaber disharmoni. - Intetsteds i det fremlagte materiale (Startredegørelse, Forslag til lokalplan) er beskiltningen i forbindelse med lagerhotellet konkretiseret. Man opfordres til via linket http://www.pelicanselfstorage.dk/forside at studere de løsninger, Pelican Self Storage har fundet til sine andre lagerhoteller i byen og dens omegn. Er det firmabeskiltning af den type, vi fremover skal se fra vore - og for nogles vedkommende delvist blokerede - vinduer på den ene og den anden side af banen på Østerbro? Er bygningsmaterialet i øvrigt graffitiafvisende (der er graffiti nok i bydelen i forvejen)? Og hvad med den flytteemballage og gammelt bohave, folk måtte lade ligge ved bygningen? - Ét er, at den tiltænkte bygning egner sig til at drive lagerhotel i, men hvad med fremtiden?Firmaer kommer og går, og således kunne det jo også tænkes, at Pelican Self Storage på et tidspunkt besluttede at dreje nøglen om i Kalkbrænderihavnsgade. De øvrige (meget lavere) bygninger langs banen har med stort held kunnet omstilles til nye formål, som klæder bydelen (Center for Ledelse, tegnestue, kursus-/uddannelsescenter - og Trip Trap på den anden side af gaden for den sags skyld). Men hvilke alternative anvendelsesmuligheder har en 23 m. høj bygning stort set uden vinduer? Bør man ikke tænke langsigtet, når man opfører en bydel? Må fornuften og bydelsmiljøet sejre i sidste ende! Povl Bro & Lars Danielsen