Høringssvar vedrørende Kalkbrænderihavnsgade - lokalplan 476

Oprettet: 9. april 2012
Svarnummer:
27

Indsendt af

Mads Kofod

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Matrikelnr. 943 Østervold Kvarter. Indsigelse imod byggeri af lagerhotel Jeg tilslutter mig de tidligere indlæg imod denne ændring af lokalplanen. Hver gang man hører om at der skal opføres nye bygninger nær ens hjem venter man med betydelig spænding på hvem man nu bliver nabo til. Der var dog meget skuffende at opdage at min udsigt til smukke Østerport station og byens tårne nu muligvis skal erstattes af at neonskilt i grønt med en pelikan fra lagerhotellet Pelican Self Storage. Den præsenterede bygningen er en kolos der er væsentlig højere og meget mere bastant i forhold til de omkringliggende gamle bevaringsværdige bygninger som den skulle spille sammen med. Den kommer til at stå og hvælve ind over fyrtårnet og lukke hele oplevelsen af den flotte gamle Østerport station for både beboere og forbipasserende. Endvidere er bygning placeret klods op ad fredningslinjen for Kastellet. Den vil fremstå som et uheldigt indtryk for turister der er kommet til København med krydstogtsskib og nu skal se Østerbro, Langelinje og Kastellet. På beboermøde 1. marts blev planer for skyggevirkning af bygningen præsenteret. Disse var vist for marts og juni måned. Her anføres at bygningen ikke væsentligt skygger nabobygningerne, men for mig var det meget uklart hvordan dette forholdt sig i årets mørke måneder hvor solen står lavere. Når man planlægger bygninger tæt på hinanden påvirker det vindforholdene i området. Der er til tider kraftige vinde omkring fyrtårnet. Da vindforhold omkring lagerhotel bygningen og samspil med eksisterende bygninger ikke er beskrevet i oplægget er det uvist om vi i fremtiden skal opleve kraftigere vindstød omkring fyrtårnet. På samme møde blev der fremført at der ikke ville være øget mængde trafik ved opførsel af lagerhotellet. Jeg finder dette urealistisk. Indenfor de seneste 14 dage har jeg været vidne til trafikuheld på grund af U-sving på Kalkbrænderihavnsgade(sydgående der drejer venstre mod nord). Sådanne kan kun forventes at ske hyppigere når kunder til lagerhotellet kommer i læssede biler og varevogne med begrænset udsyn og muligvis i lejede biler kunderne ikke er fortrolige med. Der er desværre ikke ualmindeligt at læse om kriminalitet forbundet med lagerhoteller. Der har nyligt været flere sager hvor enten narko eller penge fra salg af dette er fundet på lagerhoteller. Placerer man et lagerhotel i en boligområde som foreslået her vil der være mulighed for at bringe grov kriminalitet tæt ind på vores hjem. Der er bred modstand mod denne bygning. Ud over de aktuelle høringssvar kan debatterne også læses i lokalaviser samt findes på: http://indrebylokaludvalg.kk.dk/lokalplanforslag-kalkbraenderihavnsgade Jeg håber at vores kommunale politikere er lydhør overfor jeres vælgere og nedstemmer dette forslag til lokalplanen. Med venlig hilsen Mads Kofod, Pakhusvej 10