Høringssvar vedrørende Strandgade Nord - lokalplan 477

Oprettet: 21. marts 2012
Svarnummer:
3

Indsendt af

Godfred Louis-Jensen

Virksomhed / organisation

arkitekt

Postnr.

1631

By

København V

Høringssvar

Spørgsmål til Københavns Kommune på borgermøde om 'Strandgade Nord' den 22. marts 2012: 1) Akademirådet, som er statens rådgiver i 'kunstneriske spørgsmål', rettede i et brev af 23. februar 2012 til Københavns kommunes 'Center for Bydesign' en meget hård og præcis kritik af entreprenørfirmaet NCC's forslag til nyt byggeri på Krøyers Plads i Københavns Inderhavn, som er grundlag for at ville erstatte den eksisterende lokalplan nr. 308 (Wilders Plads) med en ny lokalplan, nu kaldet 'Strandgade Nord'. Hvad vil man i Center for Bydesign - og i Københavns Kommune i det hele taget - gøre for at imødekomme Akademirådets henstilling om, at rådets kvalificerede overvejelser "indarbejdes i projektet"? 2) Der ses ikke at være nogen egentlig hindring for at gennemføre NCC's byggeforslag på Krøyers Plads - eller et andet, mere begavet forslag! - på grundlag af den eksisterende lokalplan nr. 308 (Wilders Plads) - bortset fra de foreslåede ændringer i fordelingen af hidtil uudnyttet 'byggeret'. Det er med andre ord alene de fremtidige forhold for de fem ejendomme - og herunder NCC's grund på Krøyers Plads! - der får nye byggemuligheder, der stiller større krav på borgernes interesse. Eller vil Center for Bydesign kunne fremhæve og begrunde noget som helst andet af det nye lokalplanforslags indhold som afgørende væsentligt for projektet? 3) NCC's udtrykte 'byggeønsker' på Krøyers Plads er i direkte modstrid med lokalplanens formål (§1), for så vidt som næppe nogen overhovedet kan se projektets arkitektoniske udtryk eller dets rumlige disponering begrundet i - hensyn til den eksisterende og fredede bebyggelse i og udenfor området, eller - i stedets unikke beliggenhed i Inderhavnen Dert samme gælder for den sags skyld Københavns Kommunes udtrykte ønske om en 'markant' udformning af byggeriet (jvf. Center for Bydesign's notat af 10-01-2011 vedr. lokalplanens proces og indhold (sagsbehandler Mortenn Wigh Felsen)). Kan man i Center for Bydesign ikke se, at projektets åbenbare modstrid med veldefineret formål og klare bforudsætninger er så eklatant, at lokalplanforslaget faktisk er fagligt uforsvarligt? med venlig hilsen, Godfred Louis-Jensen, arkitekt 21. marts 2012 Tilføjelse af et måske mindre tillægsspørgsmål: 4) I redegørelsen for lokalplanområdet (Wilders Ø) fremhæves "kig på tværs af øen" mellem havnen og kanalerne som særligt "kendetegnende", og synspunktet illustreres med foto af et "kig fra Ovengaden oven Vandet til Krøyers Plads og Nyhavn" (side 5). Imidlertid er boligblokken i NCCs bebyggelsesplan trukket så langt over mod det store Grønlandske Pakhus, som nu kaldes 'Nordatlantens Brygge', at det omtalte "kig" ville blokeres helt og aldeles! Skyldes denne 'blokering' blot almindelig uopmærksomhed fra NCC og entreprenørfirmaets teknikere/arkitekter, eller er der mon tale om bevidst 'design', som også støttes af de ansvarlige på Center for Bydesign (og af Kommunen og Borgerrepræsentationen i det hele taget)?