Høringssvar vedrørende Tidlig indsats- og inklusionspakke

Oprettet: 4. november 2011
Svarnummer:
52

Indsendt af

Katrinedals Skoles Fritidshjem

Postnr.

2727

By

Vanløse

Høringssvar

Bestyrelsen for Katrinedal Fritidshjem og Klub bifalder de overordnede målsætninger der er i pakken, der sigter mod at opfange og inkludere børn med særlige behov. Dog vil vi indledningsvis gerne pointere, at arbejdet efter vores erfaringer er ressourcekrævende, hvilket betyder, at hvis man vil arbejde med inklusion, så er det afgørende, at der afsættes tilstrækkelige og varige ressourcer til arbejdet, så inklusion bliver en win-win situation for alle børn, forældre og ansatte. I en verden hvor de sociale kompetencer er vigtigere end nogensinde, er det nødvendigt at alle professionelle der arbejder med børn, også evner at favne de børn, der har svært ved at passe ind i et stadigt snævrere normalbegreb. Fritidshjemmet og klubben ved Katrinedal skole har i mange år på eget initiativ arbejdet med inklusion som en central del af vores tilbud. Derfor er det godt at se at fritidshjem- og klubtilbud nu er tænkt med. Især er vi glade for at støtteressourcer også fremover kan gives til børn i fritidstilbud fra de er 10 år. Det er imidlertid foruroligende så lidt fritidstilbud fylder i den samlede tekst. Det kan give indtryk af, at der hersker en misforståelse om, at den eksisterende støtteordning med enkelte justeringer er tilstrækkelig. En økonomisk omlægning der sikrer flere penge til støttepædagoger er nok en del af løsningen, men mangler visionerne fra den overordnede målsætning. Vores virkelighed er at der bliver brugt omkring 60 timer om ugen på inklusionsarbejdet, mens vi har fået tildelt 32 timer fra kommunen. Fritidstilbud er kun nævnt på sidelinien når det drejer sig om kompetenceudvikling, der er pakkens store flagskib. Det er bekymrende. Bestyrelsen anbefaler: • At kompetenceudvikling prioriteres, så alt personale bliver bedre rustet til arbejdet med inklusion. • At de foreslåede ressourcecentre på skolerne også skal servicere de tilknyttede fritidstilbud. • At der sikres mulighed for ekstra ressourcer i den første tid på et fritidstilbud for et barn med særlige behov. Dette kan øge efterspørgslen efter inklusionskoordinatorer og andre konsulenter på samme tid i hele kommunen. Derfor er det bekymrende at der skæres i denne konsulentfunktion. • At der sikres mulighed for ekstra ressourcer hvis et barn pludselig mistrives i et fritidstilbud • At institutionerne kompenseres på vikarbudgettet for den tid som personale er på efter- og videreuddannelse. • Koordinering af de ressourcer, der tildeles et barn i undervisningen og i pasningstilbuddet. Det virker meget uhensigtsmæssigt og kortsigtet, at støttekroner i fritidstilbud kun tildeles et halvt år ad gangen, når barnet som udgangspunkt bruger tilbuddet et skoleår ad gangen. • At der sker en vidensoverdragelse fra børnehavedagtilbud til skole og fritidstilbud. Pædagogerne i barnets tidligere dagtilbud har opbygget erfaringer, der kan hjælpe barnet til en lettere start i skole og fritidstilbud. Vidensoverdragelsesskemaet med udvidelse fra de erfaringer som screeningsprojekt Valby høstede er glimrende, og forudsætter at lærere og pædagogisk personale kan læse det og bruge det. En mundtlig vidensoverdragelse bør desuden være obligatorisk ved børn med særlige behov. Bemærkninger til enkelte kapitler Kapitel 3: Fritidshjem- og klubtilbud Først og fremmest, så mener vi, at det er positivt, at det nu bliver anerkendt og prioriteret, at børn også kan have behov for støtte, når de starter i klubtilbud. I 3.1 foreslås det, at op til 80 % af støttepædagogressourcerne fremover anvendes til fastansatte støttepædagoger, for at sikre et højt fagligt niveau i alle støtteforløb. Generelt mener vi, at det er positivt, at det sikres, at den ekspertise, der er på området forankres bla. gennem prioritering af fastansatte støttepædagoger. Dog mener vi, at der også fortsat skal være fokus på at sikre, at institutioner med et mindre behov for støtte, fortsat har lige adgang til ressourcer, selvom de ikke har mulighed for at have fastansat personale til opgaven. Vi kan blive meget bekymrede for at det vil minimere antallet at institutioner der kan få hjælp i form af støtte. Støttekorpset er ikke specielt fleksibelt og hver enkelt støttepædagog skal have halv tid 18,5 time. Vi har prøvet at have en støtte fra korpset, og var superheldige med Birgitte, netop fordi hun var meget fleksibel. Men det er ikke den historie vi hører altid. Jeg må også sige at i dagligdagen kan vi ikke bruge konsulterende støttepædagoger til noget, da vi har brug for nogen der er til stede sammen med børnene. I øjeblikket bruger vi omkring 60 timer om ugen til støtte og vi har 32. Alternativt må normeringerne i institutionerne sættes op, for ellers har vi ingen mulighed for at løse opgaven i dagligdagen. Vi synes derfor, at det er meget positivt, at man danner sig overblik over det konkrete behov for fritids- og klubtilbud. Kapitel 4: Kompetenceudvikling I afsnit 4.1 anbefales det, at der udarbejdes en samlet beskrivelse af de krav til kompetencer, der skal være til stede i skolens ressourcecenter, i klyngenetværket og i netværket af selvejende institutioner. Dette er en uklar formulering, der bør præciseres, så det indholdsmæssigt lever op til formuleringen om ”Det er vigtigt at kompetenceudviklingen retter sig mod henholdsvis hele lærergrupper og hele pædagogiske personalegrupper fra de samme skoler og dagtilbud. Det giver en langt større sandsynlighed for, at der sker en ændring i måden lærerne eller det pædagogiske personale arbejder med børnene, når alle har fået den samme viden og efterfølgende er med til at omsætte denne viden i handling på skolen eller i dagtilbuddet.”.Kompetencecentrene er specialiserede skoler eller institutioner, der kan rådgive andre skoler og dagtilbud, og som er beskrevet i afsnit 4.3, forudsætter vi at det også dækker fritidstilbuddene. Dette bør præciseres eksplicit. Kapitel 5: Fokusering af den pædagogiske psykologiske indsats Det anbefales, at alle almenskoler fremover får en fast PPR-ressource. Vi mener, at det er vigtigt, at samme ressource også dækker de fritidshjem- og –klubber, der er tilknyttet den enkelte skole for at sikre koordinering og kontinuitet. Kapitel 5 omhandler PPR og visitation. Vi ved, at kapitlet om visitationsmodel ikke er med i høringen, men vi vil kraftigt anbefale, at der fremadrettet vil være en højere grad af koordinering i den visitation der foregår i skoleregi og fritidshjems- og –klub regi, så vurderingen af behov afstemmes. Kapitel 7: Budgetmodeller og prisstrukturer Den foreslåede model til fordeling af enkeltintegrationsmidler til almenskolerne, vil vi anbefale udvides til at gælde for fritidshjem og –klubber. 7.2 fleksible tilbud – godt I sammenhæng med visitation til et skoletilbud, skal der tages stilling til hvilket fritidstilbud barnet kan profitere af. Det kan være at man efter en periode vil være nødt til at anerkende at enkelte børn ikke kan fungere optimalt i et almindeligt fritidstilbud, og derfor må flyttes til et specialtilbud i forbindelse med deres skole. Bestyrelsen 4. november 2011