Oprettet: 16. oktober 2011
Svarnummer:
3

Indsendt af

Kirsten Kristensen

Postnr.

1670

By

København V

Høringssvar

I forlængelse af mit tidligere høringssvar og efter samtaler med erhvervsdrivende omkring pladsen, andre beboere og gæster her i området skal jeg supplerende bemærke følgende: Planerne for cykelparkering er alle jeg har talt med kede af. Alle finder det helt forkert at placere cykler i de gule områder på selve pladsen. Der er et stort ønske om nedgravning af cykelparkering, evt. kombineret med parkering i tårne over jorden, hvor cykler hejses op i en form for tårne, hvor de også kan være i ly for regn. Disse tårne skal så være skjult i trægrupper eller anden bevoksning eller bygges i naturmaterialer, der svarer til de omgivende huse og placeret i den sydlige side af pladsen, hvor der er mindst sol. Kan ikke alle cykler placeres under jorden og i tårne, skal det være et egentligt krav, at parkeringen begrønnes. Det er ikke nok, at der står "hvor muligt". Selve pladsen skal helt friholdes for cykler i jordniveau og kun tillades i stativer i gaderne omkring pladsen. Situationen omkring Nørreport skal ikke kunne gentages på Enghave Plads!! Til gengæld bør det ikke være et krav, at designmanualen for cykelparkering følges, hvis Metroselskabet eller borgerne kan finde på noget smukkere. Stil blot krav om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal godkende indretningen, så der hermed sikres en vis kvalitet. Cykelparkeringen er i forslaget tænkt anlagt på den mest solbeskinnede del af pladsen, særligt den østre ende har masser af sol forår og efterår, hvor hele det blå område langs Enghave Plads mod syd ligger i skygge. Kun midt på sommeren har sydsiden sol sen eftermiddag og aften. Der bør der derfor sikres mest muligt opholdsområde i den nordlige side af pladsen. Den meget lige kørebane langs den nordlige side af pladsen opfordrer til høje hastigheder. Forslaget fra flere jeg har talt med er derfor, at vejen får bugter eller slanger sig lidt ind over pladsen. Nogle få meter ind over pladsen vil gøre underværker for reduktion af hastighed uden at genere busserne m.v. Bugter på vejen kan også give mulighed for bedre opholdsområder langs husfacaden, som er et meget attraktivt område at opholde sig på. Et stort ønske er også, at der igen som indtil for et par år siden etableres mulighed for af- og pålæsning på nordsiden af pladsen, dels til erhvervsdrivende, men også til ejendommenes beboere. Denne mulighed må kunne indtænkes i et bugtet vejforløb. Det samme må gælde på sydsiden af pladsen. Evt. kan denne mulighed kombineres med natparkering for beboerne, da der efter kl. 21 ofte ikke er p-pladser til beboere, der først er hjemme lidt sent. Med hensyn til skiltning bør der stilles krav om, at skiltning følger de retningslinier og anbefalinger, som der henvises til i lokalforslaget side 12, 2. spalte. Nu, hvor kastanjen er fældet kan det udgå, at der skal plantes et storkronet træ i den østlige ende af pladsen, ligesom træer langs cykelstien og Istedgade ikke behøver være et krav - disse krav binder den øvrige disponering af pladsen. I stedet skal der stilles krav om, at der skal være et vist antal træer indenfor området. Der skal stilles krav om, at al overfladevand ledes væk og genbruges, så vandet fra pladsen ikke ender i vore kældre, som det skete den 2. juli 2011. Stil endelig i lokalplanen krav om, at der indrettes legeområder for de mange børn, der kommer med far og mor på cafe og bare for at nyde solen. Områderne skal indrettes med naturmaterialer. Ikke egentlige legepladser, men bare noget som man f.eks. kan klatre på, gynger i trækronerne og smukke sten man kan sidde, kravle og hoppe rundt på. Ikke de blå bortennisborde og blå kugler, som vi har i den anden ende af pladsen, men ting i naturmaterialer som sten, træ og hampetov f.eks. Sortmalet smedejern vil også være flot på pladsen, sådan som man ser mange steder i London. Med venlig hilsen Kirsten Kristensen