Høringssvar vedrørende Indertoften II - lokalplan 465

Oprettet: 14. oktober 2011
Svarnummer:
1

Indsendt af

Lise Koch

Virksomhed / organisation

borgere i Vanløse

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Om kommuneplan 2011 - Indertoften II Det fremgår af planen, at København gerne vil være en grøn, energivenlig by og CO2 neutral i 2025. Set i lyset heraf mener vi, at Københavns Kommune må afvise planen om at bygge et 40 meter højt tårn med en roterende restaurant på taget. Det kan i disse energifattige tider ikke være rimeligt at bruge energi på at bygge - og drive - en roterende etage med restaurant, der efter det oplyste skal køre 360 grader rundt engang i timen. Det er formentlig tænkt som et trækplaster for at tiltrække kunder til de planlagte supermarkeder og butikker. Men hvis kommunen skal sætte handling bag de pæne ord bør man kræve af et sådant nybyggeri, at det så vidt muligt er et nul-energi byggeri. En roterende restaurant var noget man lavede i mange byer i udlandet i sidste århundredes glad energifråsende epoke. I dag vil det være en skamplet for hoverstaden og et minus for landet, hvis det fortsat vil føre sig frem som forrest, når det drejer som om miljø og vedvarende energi. Og så til højden på det planlagte, største tårn. Vanløse er en bydel præget af lav parcelhus- og etagebebyggelse med en fin blanding af erhverv og beboelse. Her er store villaer og små kolonihavehuse. Et 40 meter højt tårn passer slet ikke i Vanløse. Det må være nok, at vi har det meget lidt kønne, 25 meter høje Føtex-tårn, der dog er lidt mindre dominerende ved sin beliggenhed op ad den høje S-bane. Det her tårn vil stå og stritte umotiveret op midt i en lav etagebebyggelse. Et lav- eller nulenergi byggeri, gerne med grønne tage og områder, ville være noget Københavns Kommune kunne fremvise med stolthed, og som ville kunne tiltrække mange mennesker. Men det er måske for meget at ønske? Med venlig hilsen, Lise Koch Medunderskrivere, alle fra Vanløse: Lasse Jakobsen Bente Gauguin Anne Marie Billeskov Ingrid Gehl Peter Haahr