Høringssvar vedrørende Tidlig indsats- og inklusionspakke

Oprettet: 30. september 2011
Svarnummer:
37

Indsendt af

Helle Eilsø

Virksomhed / organisation

Holbergskolen

Postnr.

2400

By

København NV

Høringssvar

Tidlig indsats og inklusionspakken Høringssvar fra Skolebestyrelsen på Holbergskolen Skolebestyrelsen ved Holbergskolen støtter fuldt ud op om de tanker, der ligger bag Tidlig indsats og Inklusionspakken. Nemlig at enhver elev har ret til en plads i fællesskabet. Vi vil dog gerne udtrykke vores bekymring i forhold til 3 punkter: Løntilskudsmedarbejdere Vi hilser løntilskudsmedarbejdere velkomne i folkeskolen. Dels giver det den enkelte løntilskudsmedarbejder mulighed for at bevare kontakten til arbejdsmarkedet, og dels giver det en ekstra hånd i en travl skolehverdag. MEN at tage vare på elever med psykiske og fysiske handicap kræver særlige faglige kompetencer, som en løntilskudsmedarbejder ikke nødvendigvis vil være i besiddelse af. Løntilskudsmedarbejderen er aktiv jobsøgende og vil (forhåbentlig hurtigt)finde sig et job. Dette kan medføre en hurtig og voldsom udskiftning, som kan rykke ved den stabilitet og det relationsarbejde, der er nødvendigt i forhold til en positiv inklusion af sårbare børn og unge. En så storstillet indsats, som Tidlig indsats og Inklusionspakken er, bør ikke baseres på, at der pt. er et stort antal arbejdsløse lærere. Kompetenceudvikling Vi er positive over for tanken om praksisnær kompetenceudvikling. Vi imødeser, at der bliver afsat de nødvendige midler til at alle lærere og ledere føler sig rustet til at håndtere de nye udfordringer, således at alle elever kan få de faglige og de pædagogiske udfordringer, den enkelte har behov for. Forældreinddragelse Det er vigtigt at alle forældre inddrages i tankerne bag inklusion. Forældregruppen på den enkelte skole og i den enkelte klasse har brug for redskaber til at deltage i og bakke op omkring inklusionsindsatsen. En åbenhed om de særlige udfordringer, som fx inklusion af særlig udadreagerende børn medfører, er vigtigt for at skabe den nødvendige forståelse og opbakning til indsatsen blandt forældrene. Herudover er der behov for ekstra tid til samarbejde med de forældre, der nu skal til at have deres barn med særlige behov inkluderet i folkeskolen. Forældrenes forskellige bekymringer skal anerkendes og medtænkes. Det er vores opfattelse, at inklusion grundlæggende er positivt, og at børnene kan have stor glæde af at lære og forstå, at vi ikke alle er ens og at vi kan have forskellige behov. Men der påhviler Borgerrepræsentationen en stor forpligtigelse i at sikre, at inklusion ikke medfører en forringelse af den enkelte skoles muligheder for at give faglige og pædagogiske udfordringer til alle elever. Der vil være tilfælde, hvor inklusion af et barn ikke er muligt enten af hensyn til barnet selv eller af hensyn de øvrige børn i en klasse. I sådanne tilfælde er det overordentligt vigtigt, at kommunen er i stand til at reagere hurtigt og sikre en anden løsning. Såfremt dette ikke sker, kan vi frygte, at resursestærke forældre vil vælge privatskole frem for folkeskole.