Høringssvar vedrørende Tidlig indsats- og inklusionspakke

Oprettet: 29. september 2011
Svarnummer:
21

Indsendt af

Lisbet Bredsdorff

Virksomhed / organisation

Skolen i Ryparken

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Høringssvar vedr. tidlig indsats og inklusion ‘Det er ikke alt der kan tælles, der tæller’ Dette citat af Niels Bohr kan fint danne ramme om diskussionen om den tidlige indsats og inklusion. For selvom det ikke er muligt for børnene på specialskolen Skolen i Ryparken at deltage i nationale test og afgangsprøver, så man derved kan optælle deres resultater, så tæller det for det enkelte barn at kunne gøre sig forståelig for sin omverden. Dette sker, når barnet får redskaber til at kunne kommunikere. Der findes børn på skolen, som er kommet i første klasse uden evnen til at gøre sig verbalt forståeligt, men med veluddannede læreres årelange ,daglige og kompetente arbejde efterhånden har fået et egentligt talesprog. Og andre børn der ved hjælp af lyde eller gestik nu kan opnå en kommunikation, som kan gøre det muligt for dem at blive hørt, set og forstået. Hvilket igen bevirker, at de bliver gladere, mindre frustrerede og på den lange bane mere selvhjulpne. Der er børn, der er så prægede af deres diagnoser og sommetider har de dobbeltdiagnoser oveni deres retardering, at der må etableres specialiserede læringsmiljøer og opdeles i mindre enheder for at opnå den nødvendige 1:1 kontakt. At lærerne på specialskolerne i dag formår at skabe store resultater for denne gruppe af børn og den høje kvalitet i undervisningstilbuddet, der ganske vist ikke kan tælles, men som tæller! Så skyldes det ene alene det menneskesyn ,der har været fremherskende på området igennem de sidste 25-30 år. Et menneskesyn, der bygger på ligeværd og troen på det enkelte menneskes evne at finde den vej, der er mulig trods udviklingshæmning og funktionsnedsættelser og ikke mindst troen på dets ret til at blive undervist! De nye tendenser i specialreformen i forhold til inklusionen og den tidlige indsats vidner om et tilbageskridt for dette menneskesyn. At der peges på at erstatte lærerne med andet pædagogisk personale på specialskolerne er dybt bekymrende og forkasteligt. Det vil være et skridt i den forkerte retning og tale imod bedre vidende og imod al erfaring på specialområdet og vil samtidig være et skred i menneskesynet, som vi ikke kan være bekendt i år 2011. Folkeskoleloven gælder for alle børn - også dem med vidtgående indlæringsvanskeligheder! At lave en tidlig indsats kan ingen være imod, men at gøre det på bekostning af de allersvageste i vores samfund, finder vi helt urimeligt, At indsatsen skal være udgiftsneutral betyder, at de §20.2 elever med svære generelle indlæringsvanskeligheder beskæres med 20% af deres undervisningsressource. Dette med begrundelsen, at de ikke kan deltage i de nationale tests og afgangsprøver. Hvis denne besparelse lægges sammen med den øvrige interne omfordeling af ressourcerne og reduktion af forberedelsestiden for lærerne bliver det til en samlet besparelse på omkring 25 %. Uanset de mange meget kompetente pædagoger der findes, så er deres arbejdsopgave ikke at undervise. Pædagogerne og lærerne supplerer hinanden i det daglige samarbejde på skolen til gavn for eleverne, men samarbejdet skal ikke udkonkurrere den ene faggruppe til fordel for den anden. I dette forslag tænkes også fritidstilbuddet beskåret. Her er besparelsen for KKFO’en på skolen i Ryparken 10%. De varslede besparelser i fritidsdelen vil betyde færre fagligt uddannede / færre ansatte omkring børnene, - ikke mindst i ydertimerne. Børn og unge på KKFO’en er grundet deres handicap meget fysisk og psykisk sarte. Det kræver selvsagt et indgående kendskab til det enkelte barn at kunne tage vare på det og alle de omsorgsopgaver, der følger med. Det har betydning for kvaliteten og for udbuddet af aktiviteterne i fritiden, hvis normeringen bliver beskåret. Børnene på Skolen i Ryparken bruger deres fritidstilbud fuldt ud. Og med en åbningstid fra kl.7 til kl.17 året rundt vil besparelsen give en tynd bemanding i hverdagen. Disse børn og unge er helt afhængige af dette tilbud. Det er deres eneste mulighed for at indgå i et socialt fællesskab. De har ikke mulighed for spontant at opsøge andre lege/samværsrelationer, som normaltbegavede børn har. Derfor er et godt fritidstilbud med en stabil veluddannet personalegruppe netop tidlig indsats i forhold til deres livs perspektiv. Hvis deres skole og fritids tilbud udvandes som denne omlægning (læs nedskæring) af specialundervisningen foreslår, vil det få konsekvenser for deres udvikling. Endvidere skal det påpeges at andelen af tosprogede elever på Skolen i Ryparken langt overstiger det gennemsnitlige i folkeskolerne i København. Ligeledes er andelen af lavindkomstfamilier overrepræsenteret. I dagligdagen varetages derfor alle de udfordringer denne type elever medfører af sprog- og kulturelle problemstillinger også af lærerne og det pædagogiske personale. Disse aspekter er netop faktorer, man ønsker at støtte op om i den nye reform med en tidlig indsats, men der ses helt bort fra dette behov på specialområdet?! Hvorfor er der ikke er en socialrådgiver eller inklusionsmedarbejdere tilknyttet vores skole? Vi finder det dybt urimeligt, at så drastiske besparelser gennemføres ud fra så usikre beregninger som det fremgår af det udsendte høringsmateriale. Det er godt at lave en tidlig indsats, men det skal ikke ske på bekostning af de allersvageste elever. Skolebestyrelsen på Skolen i Ryparken Lisbet Bredsdorff Skolen i Ryparken er en specialskole for elever med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser under Folkeskoleloven § 20 stk 2. Til skolen er der tilknyttet en KKFO.