Oprettet: 13. september 2011
Svarnummer:
5

Indsendt af

Laurits Rauer Nielsen

Virksomhed / organisation

Danske Studenters Roklub (DSR)

Postnr.

2100

By

København Ø

Høringssvar

Århusgadekvarteret i Nordhavn Danske Studenters Roklub (DSR) ser frem til etableringen af den nye bydel i Nordhavn, og vil gerne melde sig på banen som samarbejdspartner i den proces, der skal gøre Århusgadekvarteret til en levende bydel med gode kultur- og idrætstilbud til beboerne. Cykelsti til Svanemøllehavnen Beboerne i den nye bydel skal naturligvis kunne dyrke idræt, og indtil der oprettes idrætsforeninger i bydelen må beboerne i sagens natur søge til de eksisterende idrætsklubber på Østerbro. I Svanemøllehavnen ligger der adskillige ro- og sejlklubber, og også en søspejdertrup. Hvis der etableres en cykelrute fra Århusgadekvarteret til Svanemøllehavnen vil beboerne have nem og sikker adgang til disse klubber, allerede når de første beboere flytter ind. Denne cykelrute vil kunne forbindes med de cykelstier, der etableres ifm. Nordhavnsvejen, og dermed skabe en sikker cykelrute fra Århusgadekvarteret forbi Svanemøllehavnen til Svanemøllen station. Herlighedsværdi Vandet vil udgøre en stor del af det åbne rum i den nye bydel. Hvis kanalerne laves brede nok, og broerne høje nok vil roerne kunne færdes i bydelen, og dermed bidrage til områdets liv og herlighedsværdi. Hvis der endvidere etableres egnede landgangssteder vil området kunne udvikle sig til et dejligt pausested på turen til Københavns Havn. Bådhuse Hvis der etableres bådhuse til robåde og kajakker i den nye bydel vil DSR gerne bidrage i forbindelse med deres etablering (indretning) og vi vil også gerne indgå i et samarbejde, hvor vi udstationerer både i bådhusene, for at have aktiviteter herfra, indtil bydelen evt. får sin egen ro- og kajakklub. Kanal for robåde fra Kalkbrænderihavnen/Svanemøllehavnen til Orientbassinet eller Skudeløbet Som en afsluttende bemærkning vil vi gøre opmærksom på, at hvis der etableres en kanal fra Kalkbrænderihavnen/Svanemøllehavnen til Orientbassinet eller Skudeløbet vil det forbedre vilkårene for rosporten i København væsentligt. Sådan en kanal vil forkorte roturen til Københavns Havn for Svanemøllehavnen og klubberne på kysten nord for København. Desuden vil det forbedre sikkerheden for roerne væsentligt, i sammenligning med den nuværende rute nord om ”Stubben”, og især i sammenligning med den rute, som skal følges når opfyldningsarbejdet nord for ”Stubben” påbegyndes i efteråret 2011. Vi er opmærksomme på, at en sådan kanal er planlagt senere i Nordhavnsprojektet, men vi ønsker at den bliver etableret så tidligt som muligt, idet den vil betyde store forbedringer for vores aktiviteter, også i forhold til vores vilkår i dag. Danske Studenters Roklub DSR er Danmarks største roklub med omkring 1.000 medlemmer. DSR’s klubhus ligger i Svanemøllehavnen. Københavns Havn er rammen om mange af DSR’s sociale arrangementer, idet roning i havnen om aftenen eller i weekenden er et fast element i flere arrangementer. DSR's idrætsaktiviteter strækker sig fra motions- til landsholdsroning og omfatter derudover kajakroning, kajakpolo, gymnastik og orienteringsløb. Ud over DSR er der yderligere tre roklubber i Svanemøllehavnen, og yderligere 7 ro- og kajakklubber har klubhus eller bådhuse syd for Tårbæk. Disse har alle Københavns Havn, og dermed Århusgade kvarteret indenfor rækkevidde på almindelige motionsture – særligt hvis der etableres en kanal fra Kalkbrænderihavnen/Svanemøllehavnen til Københavns Havn. På vegne af Danske Studenters Roklub Laurits Rauer Nielsen