Høringssvar vedrørende Kirkebjerg Skole - lokalplan 461

Oprettet: 12. september 2011
Svarnummer:
9

Indsendt af

Leif Asmark Jensen

Postnr.

2720

By

Vanløse

Høringssvar

Lad mig først udtrykke, hvor skammeligt jeg finder det, at kommunen vil inddrage nyttehaverne nordøst for skolen til parkeringspladser. Disse nyttehaver har ligget der i mindst 60 år, de er de eneste tilbageblevne nyttehaver i hele Vanløse og har lokalhistorisk værdi, og de udgør en grøn plet og en økologisk niche og biotop i et område, hvor der er langt imellem sådanne grønne områder. Nyttehaverne har været til glæde for mange af os i en generation eller to, så hvorfor ikke også lade vores børn have glæde af dem? Inddragelsen af nyttehaverne virker heller ikke tvingende nødvendig. Der er flere alternativer, hvor i hvert fald et af dem vil være både billigere, til mindre gene for de omkringliggende beboere og være med til at løse de trafikproblemer, som skolens udvidelse vil medføre på villavejene. Her tænker jeg i al enkelhed på at ensrette både Vanløsehøj og Kirkebjerg Allé (langs skolens område), så kørebanen her kan indsnævres til ét trafikspor. Derved bliver der plads til at lave parkeringspladser på skrå på begge sider af vejene, hvilket skulle give mindst lige så mange parkeringspladser, som kan laves på nyttehaveområdet, men for færre penge og til mindre gene for hele området og dets beboere. Blot et konstruktivt forslag, som jeg håber vil blive overvejet, hvis kommunen virkeligt mener noget med de store ord om at være grøn, miljøbevidst osv.