Høringssvar vedrørende Skoledistriktsændringer 2012-13

Oprettet: 30. august 2011
Svarnummer:
28

Indsendt af

Helle Appeldorn

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Jeg vedlægger her mit læserbrev bragt i Amagerbladet tirsdag den 23. august 2011, hvori jeg udtrykker min forundring til ændringen vedr. Skolen ved Sundet (flytning af rode 377) og samtidig opfordrer Børne og Ungdomsudvalget til at ændre indstillingen. Læserbrev: Skoledistriktsændringen på Amager giver utilsigtet social skævhed og bristede forventninger Københavns Kommune er i gang med at ændre skoledistrikter i flere bydele. Det skal ifølge kommunen afhjælpe pladsproblemer på skolerne og fordele tosprogede bedre. På Amager ændres skoledistriktet bl.a. for Skolen ved Sundet. 38% af befolkningsgrundlaget for skolendistriktet flyttes til Lergravsparkens Skole. Dette til trods for, at der kun har været en befolkningstilvækst i området på ca. 4% fra 2003. Herudover falder antallet af tosprogede på Skolen ved Sundet fra 9% til 6%. Man undres. Her først forhistorien. Skolen ved Sundet er en af Amagers mest attraktive skoler. Faktisk så attraktiv, at ejendomsmæglerannoncer indimellem alene viser billedet af et hus og teksten ”Skolen ved Sundet.” Mange familier er i de seneste år flyttet til området, med forventning om, at deres børn skulle gå på Skolen ved Sundet. Men hvor er det så kommunen reducerer? Med en helt igennem mystisk linjedragning ønsker Københavns kommune at skære et sammenhængende villakvarter midt over og samtidig ofre et større kompleks af mindre lejligheder – hvor der bl.a. bor en del tosprogede familier. Man spørger sig selv – hvorfor mon? Kan det skyldes, at Københavns kommune ønsker at sikre gennemførelsen af kommunens storslåede plan for Krimsvej området (området mellem Amager Strandvej, Krimsvej, Italiensvej og Øresundsvej). Ifølge lokalplan nr. 425 der vedrører Krimsvej området er det planen, at området skal bebygges med beboelsesejendomme der består af 1-2 etagers rækkehuse, karré- og stokbebyggelse i 3-7 etager samt højhuse på 12-21 etager. Hele området skal bebygges med 135.000 til 140.000m2 etageareal. Dette svarer til mellem 700 til 1.000 store familieboliger (da 50% til 75% af etagearealet skal bebygges med beboelsesejendomme der ikke må være under 95m2). Hvis planerne gennemføres vil befolkningsgrundlaget blive forøget med mere end 2.000 mennesker, svarende til det antal mennesker man ønsker at skære væk med den nuværende ændring af skoledistriktet. Næppe nogen tilfældighed!! Er realiteten, at man er villig til at ofre et eksisterende villakvarter ved at skære det over, samt se stort på integration af tosprogede ved at fjerne 1/3 af af de tosprogede fra Skolen ved Sundet? En skole der allerede nu har en meget lille del af tosprogede set i forhold til de øvrige skoler på Amager. Ifølge Københavns kommune ønsker man at anvende Skolen ved Sundet som anvisningsskole. På papiret en fornuftig intention. Men er der tale om et politisk løfte uden reel mulighed for gennemførelse? Ja, det mener vi! De nye børnefamilier i Krimsvejs området er nemlig garanteret skolegang på Skolen ved Sundet og vil således hurtigt lægge beslag på de ekstra pladser. Det eneste man opnår med ændringen er således, at beboerne i området mellem Italiensvej, Backersvej, Øresundsvej og Strandslodsvej erstattes af beboerne i Krimsvejs området. Frem for at flytte beboerne i området mellem Italiensvej, Backersvej, Øresundsvej og Strandlodsvej bør man flytte Krimsvejs området fra skoledistriktet. Herved tilgodeses forældrehensynet, da man undgår at skuffe de mange forældre, der er flyttet til førstnævnte område i forventning om, at deres børn skulle gå på Skolen ved Sundet. I Krimsvejs området er der ikke en sådan forventning, da området endnu kun er på tegnebrættet. Herudover forbedres trafiksikkerheden betydeligt, idet børnene fra førstnævnte område alene skal bevæge sig gennem et stille villakvarter for at nå Skolen ved Sundet. Vejen til Lergravsparkens Skole går af stærkt trafikerede gader og over flere store lyskryds. Kapacitetsudnyttelse og elevsammensætning tilgodeses også, da elevgrundlaget for Skolen ved Sundet ikke forøges og antallet af tosprogede forbliver 9%….ikke falder til 6%. Vi er derfor mange forældre på Amager, der opfordrer politikkerne til endnu en gang at se på ændringen omkring Skolen ved Sundet. Det nuværende forslag mangler logik og har en utilsigtet social skævhed.