Høringssvar vedrørende Niels Bohr Science Park - lokalplan 492

Oprettet: 25. august 2011
Svarnummer:
5

Indsendt af

Kasper Weibel

Postnr.

2200

By

København N

Høringssvar

Som beboer i A/B Parkalléen er det med bekymring, at jeg på side 11 ændringsforslaget kan læse, at der i underområde III (Matrikel nr. 5023), ud mod Skrivergangen, skal kunne bygges i op til 20 meters højde. Et af de væsentligste aktiver for A/B Parkalléens lejligheder på Skrivergangen er et smukt lysindfald i stuerne, som et byggeri på 20 meters højde kommer til at ødelægge. Den nuværende bebyggelse i underområde III er lavere og tillige trukket flere meter tilbage fra Skrivergangen, hvorfor lejlighederne der ligger der, i mange år har været små lyse oaser for lavindkomstfamilier i et ellers problematisk Haraldsgadekvarter. Der er et igangværende (august 2011) kvarterløft i området omkring Rådmandsgade/Lersø Parkallé, og det er svært at se meningen med, at man i den ene ende af karréen bruger store beløb på forskønnelse, mens man i den anden ende åbner op for en væsentlig forringelse. Selvom der for nuværende ikke er projekteret nogen bebyggelse ud mod Skrivergangen, synes jeg, at man i lokalplansforslaget skal nedsætte den højde evt. fremtidigt byggeri kan have. Man kan f.eks. bruge det eksisterende byggeri som model for beregningerne.