Høringssvar vedrørende Grønttorvsområdet - lokalplan 462

Oprettet: 17. august 2011
Svarnummer:
7

Indsendt af

Martin Nielsen

Postnr.

2500

By

Valby

Høringssvar

Jeg vil gerne komme med et par bemærkninger vedr. tilgængelighed specielt i relation til beplantning og lokal afledning af regnvand (LAR). I Københavns handicappolitiske strategi står der blandt målsætningerne, at København skal være en tilgængelig by for alle. Det er derfor vigtigt, at der også tages hensyn til pollenallergikere i den videre planlægning for området. Det gør sig ikke mindst gældende ved artsvalg til beplantninger, hvor allergifremkaldende vækster så vidt muligt bør undgås. (Se vedhæftet PDF-fil: Statens Byggeforskningsintituts tjekliste for tilgængelighed ”Bygningsnære Udearealer”, version 2, side 17) Dette bør også gælde i forbindelse med etablering af anlæg til lokal afledning af regnvand (LAR). I lokalplanforslaget refereres der på side 13 til en specialerapport fra Center for Skov, Landskab og Planlægning, hvori det blandt andet foreslås at plante birk og el i forbindelse med arealer til LAR. Disse to træarter er blandt de mest allergifremkaldende herhjemme og bør derfor undgås. I metodekataloget for LAR på Københavns kommunes hjemmeside er nævnt flere løsninger, hvori der indgår græs. Det drejer sig om grønne tage, nedsivning på græsarealer, regnbede, render og grøfter og tørre bassiner. Græsbevoksninger vil afgive store mængder allergifremkaldende pollen, hvis ikke de slås jævnligt i vækstsæsonen. Er det ikke hensigten at iværksætte en sådan pleje, bør der istedet vælges alternative metoder eller plantes andre urter, hvor det er muligt. Når det gælder grønne tage, er sedum et oplagt alternativ til græs.