Høringssvar vedrørende Tung trafik strategi

Oprettet: 26. august 2009
Svarnummer:
19

Indsendt af

Søren Brunak

Virksomhed / organisation

Ryvangs Kvarterets Grundejerlag

Postnr.

2100

By

København

Høringssvar

Ryvangskvarterets Grundejerlag, der repræsenterer villaejerne i området mellem Strandvejen, Ryvangs Alle og Tuborgvej, skal herved fremsende høringssvar og indsigelse i forbindelse med Forslag til Strategi for tung trafik. Forslaget vil få alvorlige, negative konsekvenser for vores kvarter, som vi hermed ønsker at gøre indsigelse imod. Vi kan først og fremmest ikke acceptere at Københavns Kommune vil opkoncentrere den tunge trafik i tæt befolkende områder på den foreslåede måde. Det er tydeligt at Københavns Kommune reelt ikke opfatter Ydre Østerbro som en væsentlig del af kommunen på trods af, at der her også bor mange mennesker med det samme behov for sikre skoleveje, et rimeligt støjniveau, og et rimeligt miljø, som andre steder i byen. Der er også bestemte detaljer i forslaget som er urimelige. Først og fremmest, hvad vil kommunen tabe på at der indføres en 40 km/t fartgrænse i hele byen? Vi vil få mindre støj, mindre luftforurening, og færre dræbte og trafikskadede ud af det – uden at tabe andet end en ganske lille forøgelse at transporttiden mellem f.eks. Nordhavnen og Lyngbyvejen. Grundet trafiktætheden er hastighedsbegrænsningen i dagtimerne ikke af stor betydning, men det er den tidligt om morgenen, sent om aftenen og om natten. Netop p.g.a. trafiktætheden vælger mange lastbiler at køre ad Strandvejen og Tuborvej om morgenen i tidsrummet 5-7:30 med en hastighed der i dag langt overstiger 50 km/t. En stor del af Strandvejen og Tuborgvej er slet ikke trafiksaneret hvilket heller ikke er rimeligt, selv med det nuværende trafikniveau. Københavns Kommune bør gøre noget ved dette problem allerede nu, særligt fordi det medfører et højt støjniveau på et tidspunkt hvor mange sover. Trafikinfrastrukturen i byen passer ikke længere til behovet og byudviklingen, og det er ikke rimeligt at man vil lade dette gå ud over bestemte dele af byens befolkning på denne massive måde. Hele koncentrationsideen er urimelig i sig selv, men da arbejdet med Nordhavnsvejen også vil påvirke kvarteret massivt, er det samlet set helt uacceptabelt.