Høringssvar vedrørende Fodgængerstrategi

Oprettet: 13. marts 2011
Svarnummer:
9

Indsendt af

Flemming Pahus Jensen

Postnr.

1318

By

København

Høringssvar

Kommunen indkalder idéer til afvikling af fodgængertrafikken, til genveje, smutveje, bedre, grønnere og oplevelsesrigere veje. Det kalder på idéen om ’blågrøn linie’ der går fra Fælledparken til Havnen. Undervejs krydser linien Sortedammen, går gennem Kartoffelrækkerne, Østre Anlæg, Nyboder og når frem til Havnebussens leje ved Toldboden hvor turen kan fortsætte til Holmen. Idéen om stiforløbet handler om at forbinde grønne og blå områder af forskellig karakter, at forbinde byens forskellige boligområder og institutioner lidt tættere sammen og at gøre stederne undervejs til et aktiv for byen som helhed. Derfor idéen om at gøre stederne til et biologisk eksperimentarium. Som arbejdstitel kaldet København ‘Åben Zoo’ eller CooZoo. En bynær naturpark, som antydet spækket med initiativer til bred forståelse for afhængigheden af naturen og samtidig til forståelse for byens historie og sociale liv. At opnå noget der nærmer sig det optimale er sandsynligvis en ekstrakommunal opgave der kræver fondsstøtte som renoveringen af Kastellet og Vestvolden samt et visionært og kreativt engagement på alle planer og at kommunen er med i legen. Den store udfordring er forholdene Sortedammen / omgivelserne og Østre Anlæg / omgivelserne. Skitserne der kan downloades her på siden forholder sig til kommunens visioner for både søen og for parkens vedkommende visionerne i ’Pleje- og udviklingsplan for de kommunale parker 2002 – 2007’ også kaldet ’Fæstningsringen’, udgivet af Vej & Park i 2002. Skitserne udtrykker til dels en kritik af tingenes tilstand, til dels er der et sammenfald med Vej & Parks visioner, så som at der kommer flere Øer i Søerne, at Østre Anlæg er noget særligt, en oase i byen med bedre markering af indgangene herunder at Stockhusbroen genetableres, en fuglevenlig park med høj biodiversitet prioriteres og at der startes en ny epoke i parkens historie, parken der aldrig har haft en samlet plan for hvordan den skulle udvikles, og, kan man sige derfor har haft en lang nedtur fra Voldenes fald og til nu. Derfor, hvis man råder bod på nedturen på nutidens præmisser vil man ende med at pointere det storladne i de gamle volde og ikke som for 100 år siden romantisere og omdanne dem til søer og bakker som i de i øvrigt smukke og charmerende Ørstedsparken og Botanisk Have. Tiden er til at acceptere og se kvaliteter i fortidens efterladenskaber. En holdning man ser udmøntet i havneparken på Island Brygge, i det nye kulturhus på havnen i Helsingør og mange andre steder verden over. Idékonkurrence og fundraising er en overbevisende mulighed.