Oprettet: 28. januar 2011
Svarnummer:
74

Indsendt af

Lisbet Ørsted Frandsen

Virksomhed / organisation

Integreret institution Møllehuset

Postnr.

2200 kbh.n

By

København

Høringssvar

Høringssvar vedrørende de nye forældrebestyrelser og –råd i klyngeinstitutionerne. Til rette vedkommende, Københavns Kommune. Den nuværende bestyrelse i Møllehuset har følgende kommentarer til det fremtidige bestyrelsesarbejde og forældreråd. 1. Vi mener at alle pædagogiske ledere i klyngen bør have mulighed for at deltage i bestyrelsesmødet. Det kan være vigtigt, at forældrerepræsentanten fra den enkelte enhed kan hente støtte og sparring hos den pædagogiske leder og at lederen er fuldt informeret om hvad der foregår i og til bestyrelsesmøderne. De pædagogiske ledere bør derfor frit kunne deltage, dog uden (eller med reduceret) stemmeret for at undgå personaleovervægt i bestyrelsen. En bedre integration af enhedens pædagogiske leder vil i et vist omfang også kunne aflaste enhedens forældrerepræsentant i bestyrelsen, idet denne person fremover får dobbeltarbejde når vedkommende skal deltage både i råd og bestyrelsesarbejde. Vi er lidt betænkelige ved arbejdsomfanget for denne forældrerepræsentant. Det kan blive til mange møder for en småbørnsfamilie og støtten fra den pædagogiske leder vil derfor være vigtig. Vi foreslår følgende tekstændring under paragraf 2: slet linie 6, erstat denne med "Alle pædagogiske ledere har ret til at deltage, der skal dog være mindst een repræsentant. De pædagogiske ledere deltager uden stemmeret." eller evt med andet snedigt stemmesystem. 2. Medarbejdere bør være repræsenteret i forældrerådene. Forslag til tekstændring i paragraf 11, linie 8: "..., og medarbejderne skal være repræsenteret i forældrerådet." 3. Vi mener, at man forventer for stor deltagelse og dermed ansvar fra forældrerådene i enhedens pædagogiske arbejde. Der bør ikke være tvivl om, at det er den pædagogiske leder i samarbejde med sine medarbejdere, der har det fulde ansvar for det pædagogiske arbejde. Vi foreslår derfor følgende tekstændring i paragraf 12, punkt 8 til "Informeres om enhedens pædagogiske aktiviteter:..." Med venlig hilsen, Møllehusets bestyrelse.