Oprettet: 28. januar 2011
Svarnummer:
69

Indsendt af

Eva Bøje Nielsen på vegne af Forældrebestyrelsen Vuggestuen Trekanten

Postnr.

1422

By

København K

Høringssvar

Københavns Kommune, Børne og ungdomsforvaltningen d. 26. januar. 2011. Høringssvar Forældreindflydelse i en ny institutionsstruktur. Forældrebestyrelsen i vuggestuen Trekanten, Prinsessegade, Kbh K, benytter sig hermed af muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med forældreindflydelse i en ny institutionsstruktur. Forskydning af forældreindflydelse I forvaltningens oplæg placeres den fulde forældrebestyrelseskompetence på klyngeniveau, som en samlet bestyrelse for alle institutioner i klyngen. Ved omlægning af de nuværende forældrebestyrelser til forældreråd på enhedsniveau er vi bekymrede for, at muligheden for forældreindflydelse og dermed forældremedansvar forringes, idet forældrerådene overlades meget ringe forældreindflydelse. En indflydelse der alene går på udtaleret og muligheden for at implementere de overordnede økonomiske prioriteringer og pædagogiske principper vedtaget på klyngeniveau. Ved vedtagelse af pædagogiske principper på klyngeniveau vanskeliggøres institutionernes mulighed for fleksibelt at indrette sig efter børnene og deres familier (jf dagtilbudsloven paragraf 1 stk. 2). Vi er derfor bekymrede for, at hverdagen vil opleves mindre sammenhængende for børn og forældre i institutionen (jf. dagtilbudsloven paragraf 1 stk. 4). Pædagogiske læreplaner Ved vedtagelse af pædagogiske læreplaner på klyngeniveau fratages den enkelte institution muligheden for at formulere sine egne pædagogiske principper. I forhold til punkt to i beskrivelsen af forældrebestyrelsens kompetencer finder vi det problematisk, at det udelukkende er på klyngeniveau, den pædagogiske læreplan skal vedtages. For at rette op på dette forslår vi, at ”forældrebestyrelsen inddrages i arbejdet med den overordnede pædagogiske læreplan” frem for som pt. formuleret ”inddragelse i arbejdet med den pædagogiske læreplan…”. Ved at arbejde med en overordnet pædagogisk læreplan på klyngeniveau åbner det op for at enhederne kan justere og arbejde med en mere individuel pædagogisk læreplan ud fra den aktuelle børnegruppes behov. Forældrebestyrelsens rolle Det bør overvejes om antallet af pædagogiske medarbejdere skal være større, ud fra det synspunkt at det er vigtigt, at medarbejderne er med for at påvirke beslutninger i rådet i det den pædagogiske leder og klyngeleder har ikke stemmeret. Forvaltningens formulering om at forældrebestyrelsen alene skal inddrage det enkelte forældreråd i ”relevante sager”, efterlader hos os den bekymring, at forældrerådene ikke altid får mulighed for indsigt i sager, der vedrører den enkelte institution. Som minimum bør formuleringen være, at forældrebestyrelsen skal inddrage forældrerådet i sager vedr. pædagogik og økonomi, der har indflydelse på enhedens drift. Ellers kan vi frygte, at den nære demokratiske tradition falder bort. Forældrerådenes rolle Der er uklarhed omkring forældrerådets lov eller ret i forhold til forældrerådets kompetencer. I formuleringen ”arbejde” betyder det ret eller pligt? I forhold til forældrerådets rolle vil vi pege på punkt 7 og 8 i beskrivelsen af forældrerådets kompetencer (”Planlægge aktiviteter i institutionen…”), da der med disse punkter er en kontrast til den øvrige kompetence for forældrerådet som rådgivende og med mulighed for udtaleret, idet vi tolker det som, at forældrerådets arbejde med de pædagogiske aktiviteter kan øge indsigten for forældrene i den daglige arbejdsgang, som det er lagt op til forældrebestyrelsen og klyngeleder at fastsætte. Den positive effekt er, at det åbner op til øget dialog og et øget samarbejde med forældrerådet omkring de pædagogiske aktiviteter. For at sikre denne dialog er det vigtigt at der er medarbejdere repræsenteret i forældrerådene, da det sikrer dialog mellem forældrerådet og personalet når rådet for eksempel skal ”planlægge aktiviteter i institutionen i samarbejde med personalet. Men det rejser samtidig et bekymrende spørgsmål omkring, hvem der skal sørge for at arbejde med enhedens pædagogiske aktiviteter, hvis forældrerådet ikke er aktivt? Eller omvendt hvordan skal personalet sikres en harmonisk arbejdsgang med de pædagogiske lærerplaner, hvis forældrerådet er meget aktivt i en retning der løbende kræver forandring af aktiviteter? Overgangsstrukturen Der mangler klare retningslinier for overgangsstrukturen samt sammensætning og oprettelse af forældreråd. Hvordan sikres forældreindflydelsen indtil d. 1. april. Vi foreslår, at klyngeledelsen må holde møder med de gamle bestyrelser, hvis der skal tages beslutninger, der hører ind under bestyrelsen, indtil den nye fælles bestyrelse er dannet. Sammensætning af forældreråd og forældrebestyrelsen Det fremgår ikke tydeligt, hvordan strukturen for både forældrebestyrelse og forældreråd skal være. Forældrebestyrelse: Det fremgår ikke hvor mange forældre, der skal være i forældrebestyrelsen, kun at der skal være flertal. Forældreråd: Det fremgår ikke om der skal være medarbejdere repræsenteret i forældrerådet eller om forældrerådet skal nedsættes gennem et valg. Skal forældrerådsmøderne munde ud i arbejdspapirer til personalet? (jf pkt 8) Hvem i enheden skal sørge for, at forældrerådet skal oprettes? Dette skal beskrives klart. Og vi finder det som tidligere nævnt at også personalet er repræsenteret i rådet. Som minimum forslår vi model to i forhold til udformning af forældrebestyrelsen men med ændringer der tilgodeser vores ovennævnte bekymringer. Venlig hilsen Forældrebestyrelsen i vuggestuen Trekanten