Oprettet: 27. januar 2011
Svarnummer:
48

Indsendt af

Carina Dahl

Virksomhed / organisation

0-6 års institutionen Jorden Rundt

Postnr.

2300

By

Kbh. S

Høringssvar

25. januar 2011 Høringssvar Vedrørende Indstilling og beslutning af forældreindflydelse i ny institutionsstruktur (2010 - 143398) Forældrebestyrelsen (frem til 31/3 11) ved 0-6 års institutionen Jorden Rundt, Tom Kristensensvej 8, 2300 S., har på deres bestyrelsesmøde d. 24/1 2011 drøftet det udsendte forslag til ny struktur, og har flg. kommentarer: I forhold til den kommende klynge-forældrebestyrelses ansvars- og kompetenceområder følger den i det store og hele de nuværende vedtægter for forældrebestyrelserne, og derfor har vi ikke mange kommentarer til dette. Dog kan det for os at se være vanskeligt for en kommende klyngebestyrelse at udforme fælles børnemiljøplan, og fælles læreplan, når der samtidig i gennem hele processen omkring klyngedannelse har været lagt vægt på at bevare den enkelte enheds særkende og egenart, og der i den enkelte klynges enheder givetvis vil være forskellige behov ud fra både alder og udvikling; for det er vel meningen, at både en læreplan og en miljøvurdering skal forholde sig konkret til den enkelte enhed, for at den skal give mening og have værdi som et arbejdsredskab. Vi ser hellere, at en kommende bestyrelse forholder sig til principper for at udfærdige de enkelte planer, og at selve udformningen derefter ligger i den enkelte enhed ud fra de faktiske forhold. I forhold til de kommende forældreråds ansvars- og kompetenceområder savner vi i forslaget en beskrivelse af de formål, der retter sig mod forældrerådenes mulighed for at sikre dialog/ rejse debatter i forældregruppen i den enkelte enhed om en række spørgsmål, der giver mening på enhedens egne præmisser. Vi savner også en beskrivelse af forældrerådet som et samarbejdsorgan, der i betydelig grad kan bidrage til samarbejdsinitiativer mellem hjemmene og den enkelte enheds personale og leder. Derimod forventes forældrerådsmedlemmerne at være sparringspartnere for forældrebestyrelsen og, som et nyt tiltag, helt konkret at arbejde med enhedens pædagogiske aktiviteter. Det fremgår, at arbejdet med enhedens pædagogiske aktiviteter skal forstås således, at forældrerådet -kan planlægge konkrete aktiviteter i samarbejde med personalet -skal arbejde med følgende områder: - Igangsættelse, vedligeholdelse og udvikling af arbejdet med enhedens del af læreplanen. - Udmøntning af klyngens pædagogiske principper og visioner i enhedens pædagogiske aktiviteter. - Enhedens focuspunkter, læringsmål, handleplaner og fremgangsmåde - Enhedens børnemiljøvurdering. I den nye struktur målrettes de pædagogiske lederes primære opgaver mod områder, der nødvendiggør en specifik pædagogisk-faglig ballast. De overordnede almenpædagogiske lovkrav og kommunalt udmeldte indsatsområder samt de rammer og principper, der besluttes i forældre-bestyrelsen, skal jo omsættes i en hverdag i den enkelte enhed. Her er pædagogisk teoretisk viden, didaktisk kunnen og praktisk erfaring en absolut nødvendig forudsætning for succesfuld gennemførelse af denne opgave. Det bekymrer os, at den pædagogiske leders og det pædagogiske personales ret til at lægge en pædagogisk kurs ud fra den samlede børnegruppes behov, og at det pædagogiske personales metodefrihed til at udforme pædagogiske tiltag, der giver mening i den enkelte enhed, anfægtes. Der er, efter vores mening, fare for at miskreditere respekten for den pædagogiske faglighed ved at gøre alle beslutninger til fælles anliggender – selv om det sker ud fra de bedste intentioner. Parterne kan mødes ud fra gensidige forståelser af hinandens positioner og kan på en lang række punkter supplere og berige hinanden i et positivt samarbejde. Men i forslaget lægges op til et tæt samarbejde mellem forældre og fagpersoner om pædagogiske anliggender uden afklaring af magtkonstellationen, og der lægges op til et samarbejde, hvor forældrene formodes at have viden om den samlede børnegruppes behov og tidshorisont i institutionen og – ikke mindst – besidde en indsigt, der gør det meningsfuldt for alle parter at drøfte f.eks. metodiske spørgsmål. Men parterne er altså ikke lige kvalificerede til at arbejde med pædagogiske kerneopgaver og videreudvikle de pædagogiske særkender, som i klyngedannelsesprocessen er blevet omtalt som vigtige at bevare - og som kræver kontinuerlig udvikling af personalets kompetencer over tid. Derfor ønsker vi en præcisering af på hvilket niveau og områder, de kommende forældreråd har indflydelse, og i øvrigt også en præcisering af hvor ansvaret for den enkelte enheds pædagogiske kvalitet og udvikling ligger. For forældrebestyrelsen i Jorden Rundt: Carina Dahl, formand for forældrebestyrelsen Tom Kristensensvej 34, 2th 2300 S