Oprettet: 27. januar 2011
Svarnummer:
24

Indsendt af

Laura Detlefsen og Hanne Gundelach Kjeldsen

Virksomhed / organisation

To forældre fra forældrebestyrelsen i Børnegården på Østerbro

Postnr.

2100

By

Kbh. Ø

Høringssvar

Østerbro, januar 2011 Høringssvar vedr. forældreindflydelse i ny institutionsstruktur. – fra Hanne Gundelach Kjeldsen og Laura Detlefsen, forældre i Børnegårdens forældrebestyrelse. Tak for muligheden for, at vi som forældre kan ytre os om den fremtidige forældreindflydelse i den ny institutionsstruktur. Først og fremmest tilslutter vi os indholdet i Københavns Forældreorganisations (KFO’s) grundige og velargumenterede høringssvar vedr. forvaltningens forslag til forældreindflydelsen i klyngerne – se vedhæftede. Derudover vil vi gerne gøre opmærksom på en mere specifik forældreindflydelsesproblematik knyttet til den måde vores lokale klynge (klynge Ø5 på Østerbro) er sammensat på. Problematikken handler om punktet i kommunens forslag til den ny institutionsstruktur - ’Repræsentation og sammensætning i de kommunale klynger’: I forslaget "(…) peges på to mulige modeller for, hvordan enhederne repræsenteres i forældrebestyrelsen. 1) Den første model er, at hver enhed er repræsenteret efter størrelse. Det vil sige, at store enheder repræsenteres med flere forældre end de små enheder i den fælles forældrebestyrelse. 2) Den anden model er, at alle enheder er repræsenteret med et lige stort antal repræsentanter i den fælles bestyrelse. Efter at have drøftet modellerne med forældrerepræsentanterne anbefaler forvaltningen model 2, hvor det sikres, at alle enheder uanset størrelse får lige stor vægt i den samlede bestyrelse". Vi tilslutter os model 1, da den klynge, som Børnegården er en del af, er sammensat af en række mindre institutioner og så Børnegården, der samlet set – inkluderende både Børnegårdens vuggestue-, børnehave- og fritidshjemsdel – har en næsten lige så stor normering, som alle de andre institutioner har tilsammen! Vi er bekymrede for, at forældrene fra Børnegården ikke vil få samme demokratiske indflydelse på beslutningsprocesserne i klyngebestyrelsen som forældrene fra de andre institutioner, hvis Børnegårdens forældre udelukkende bliver repræsenteret af én forældrerepræsentant, som model 2 forslår. Vi er med på, at klyngebestyrelsens fornemmeste opgave er at varetage hele klyngens samlede interesser, men da klyngens interesser jo er sammensat af forskellige institutioner til tider forskellige behov, er det samtidig vigtigt, at alle disse behov så også bliver varetaget på lige vis. Én forældrerepræsentant fra Børnegården vil skulle repræsentere forældre fra både vuggestue-, børnehave- og fritidshjemsdelen, og det kan vise sig vanskeligt fx i forhold til økonomiske beslutninger at skulle fremlægge et ønske fra først den ene del af institutionen (fx vuggestuedelen) og dernæst et ønske fra en anden del af institutionen (fx fritidshjemsdelen) – her kan udfaldet i værste fald være, at der ses bort fra et reelt økonomisk behov, fordi en anden del af Børnegården evt. lige er blevet tilgodeset - og så er det ikke Børnegårdens tur igen! Dette udfald giver børnene i Børnegården dårligere vilkår for at blive tilgodeset økonomisk – og dermed ofte samtidig pædagogisk – end børnene i klyngens andre institutioner. Vores håb er derfor, at Børnegården vil blive repræsenteret af to forældrerepræsentanter i klyngebestyrelsen, hvor de andre institutioner i klyngen vil blive repræsenteret af én forældrerepræsentant – rent demokratisk passer denne sammensætning med det antal forældre, som disse repræsentanter skal repræsentere. Til sidst vil vi gerne give udtryk for, at vi glæder os til at lære forældrene fra de andre institutioner i klyngen bedre at kende og forhåbentlig lære en masse af de måder, som deres institutioner er organiseret på. Med venlig hilsen Hanne Gundelach Kjeldsen og Laura Detlefsen Forældre fra Børnegårdens forældrebestyrelse / Børnegården i Ryesgade 80, 2100 Kbh. Ø.