Oprettet: 27. januar 2011
Svarnummer:
19

Indsendt af

Forældrebestyrelsen på Kongovej

Virksomhed / organisation

Integreret fritidshjem, -klub

Postnr.

2300

By

Kbh. S

Høringssvar

Høringssvar vedr. forældrebestyrelser/forældreråd. Forældrebestyrelsen på den integrerede institution Kongovej skal hermed kommentere indstillingen til ”Forældreindflydelse i ny institutionsstruktur”, jf. forvaltningens høringsbrev af 14. december 2010. Kongovej indgår i en klynge med 5 institutioner i den ny institutionsstruktur. Efter forslaget til styrelsesvedtægt vil forældrebestyrelsen for klyngen have en forældrerepræsentant fra hver enhed i klyngen, 2 til 3 medarbejderrepræsentanter med stemmeret samt en ledelsesrepræsentant uden stemmeret. I vores klynge indebærer forslaget altså at der minimum vil være 2 enheder uden medarbejderrepræsentation i bestyrelsen for klyngen (afhængig af om klyngen får 2 eller 3 medarbejderrepræsentanter). Vi finder ikke at dette er hensigtsmæssigt. Vores klynge er sammensat af meget forskellige institutioner, der nu skal til at fungere som en enhed. I den situation er medarbejdernes engagement, indflydelse og følelse af ejerskab til den samlede institution altafgørende for, at den nye struktur bliver en succes. Det bør derfor være en selvfølge, at medarbejderne i alle enhederne er repræsenteret i bestyrelsen. Det vil være med til sikre de bedste betingelser for den videre etablering og udvikling af klyngen og enhederne i denne. Vi vil derfor kraftigt opfordre til, at udkastet til styrelsesvedtægt ændres således, at der vælges 1 medarbejderrepræsentant med stemmeret fra hver enhed i klyngen til bestyrelsen. Giver dette problemer i forhold til styrelsesvedtægtens regel om, at forældrerepræsentanterne skal have flertal i bestyrelsen, må antallet af forældrerepræsentanter udvides med 1 eller man kan lade bestyrelsesformandens stemme være afgørende ved stemmelighed. Venlig hilsen Forældrebestyrelsen på Kongovej