Høringssvar vedrørende Ny skolestruktur på Amager

Oprettet: 19. januar 2011
Svarnummer:
50

Indsendt af

Mette Hall-Andersen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Til Københavns Kommune Jeg er mor til to børn på Gerbrandskolen i henholdsvis 3. og 8. klasse. og jeg har derfor fulgt processen ang. skolesammenlægningerne nøje. Jeg har gennemlæst materialet her på nettet og deltaget i møder, men der er fortsat områder, som jeg ikke synes er belyst, nemlig: - Hvor på Amager er det den store befolkningstilvækst vil være? - Hvilken problemstilling er det først og fremmeste man ønsker at adressere - er det de manglende spor eller er det fordelingen af to-sprogede elever, der er i fokus? (begge problemstillinger er relevante, men løsningen er ikke nødvendigvis den samme) - Hvad vil en omlægning betyde for indskolingsklasserne? Disse spørgsmål synes jeg ikke, der er kommet et klart svar på i høringsprocessen, så jeg føler på ingen måde overbevist om at skolesammenlægningerne er vejen frem. Der er jo ikke tale om små landbyskoler, hvor sammenlægninger kan fremme fagligheden og muliggøre sammenlægninger af klasser. Sammenlægninger af klasser sker allerede i udskolingen på Gerbrandskolen, når elevtallet rammer et kritisk punkt. Og mon ikke det samme gælder de andre skoler, som er underlagt samme reglesæt!??? Og skolerne har en størrelse, så der heller ikke burde være problemer med det faglige miljø. Der er skrevet en del om, hvad sammenlægningen vil betyde for udskolingen, men jeg synes der mangler beskrivelser af hvad det vil betyde for indskolingen - der vil uværgeligt være børn, der får længere til skole i et område med stor færdsel. Lærerne har rejst problematikken ang. fordelingen mellem kvindelige og mandlige lærer i henholdsvis indskoling og udskoling, som forekommer meget relevant. Og meget jordnært, så har mine børn stor glæde af at være på samme skole, så de har samme referenceramme at tale ud fra. Spørgsmålet for mig er derfor om skolesammenlægninger er vejen frem eller om udbygning af en af skolerne kunne være en bedre løsning. Det kunne fx. være Dyveke Skolen, som såvidt jeg ved alligevel står foran en renovering (og hvis forvaltningen havde været lidt hurtigere i optrækket, så ville en udvidelse af Gerbrandskolen samtidig med renovering også have været en mulighed). Kort sagt vil jeg opfordre til, at man kigger på de skitserede modeller en gang til og i samarbejde med skolerne overvejer alternative løsninger. Under alle omstændigheder giver planerne om skolesammenlægning stor utryghed blandt børnene. Så når beslutningen træffes håber jeg, at I har en god proces- og kommunikationsplan klar med klare budskaber, som er til at forholde sig til. mvh. Mette Hall-Andersen Ps. Var for nylig til et foredrag med en lektor fra CBS, som fortalte at offentlige høringer idag mere er et spørgsmål om at afværge efterfølgende kritik end et reelt ønske om at høre folks mening . Myndigheden læser høringssvarene igennem og skriver et pænt tilbagevisende svar på dem og går så uændret videre med processen, som man jo så har legitimeret via høringen. Jeg håber meget, at han tager fejl eller KK vil være undtagelsen, der bekræfter reglen og faktisk vil bruger høringssvarene aktivt i den videre proces.