Oprettet: 19. august 2009
Svarnummer:
16

Indsendt af

Vibeke Preisler

Virksomhed / organisation

Dansk Kano og Kajak Forbund

Postnr.

2605

By

Brøndby

Høringssvar

Vedr.: Høring om udvidelse af Københavns Nordhavn og anlæg af ny krydstogtterminal Københavns kommune, Kystdirektoratet og By- og Landskabsstyrelsen har iværksat offentlig høring om udvidelse af Københavns Nordhavn og etablering af ny krydstogtterminal. I den forbindelse er bl.a. fremlagt VVM teknisk baggrundsrapport nr. 6 om sejladsforhold og sikkerhed. Heri konkluderes at den planlagte udvidelse vil medføre en forlænget sejlrute for mindre fartøjer herunder kajakker men, at den ikke derudover vil give anledning til væsentlige ændringer i besejlingsforholdene under normale vind- og vejrforhold. Dansk Kano og Kajak Forbund må i den forbindelse tilslutte sig konklusionen fra høringssvaret fra Dansk Forening for Rosport m.fl. om at dette ganske enkelt ikke er korrekt. Opfyldningen og bygningen af den nye terminal vil endegyldigt sætte en stopper for al passage af kajakker fra Øresund ind i havnen og modsat. Allerede i dag er det bestemt ikke uproblematisk at passere nordfra ind i havnen i en kajak, da man skal passere vandområder med en hel del færdsel med hurtigt sejlende både. Med den planlagte udvidelse vil det ganske enkelt blive for farligt. Selv hard core havkajakroere må fremover frarådes at krydse over indsejlingen nordfra, da man ikke alene vil være nødsaget til at ro et godt stykke i åbent vand, man vil også skulle passere yderligere sejlruter, der besejles af meget store skibe, der ikke har nogen som helst mulighed for at få øje på en lille kajak i vandoverfladen, ligesom kajakroeren ikke vil have mange chancer for at nå at ro i sikkerhed, når skibene viser sig, for slet ikke at tale om den situation, der vil opstå såfremt roeren kæntrer. Se figur 5.3 i VVM rapporten, hvoraf det klart fremgår, at den rute, man fremover vil skulle ro, vil blive forøget med 1 sømil i åbent vand. Dansk Forening for Rosport fortæller i deres høringssvar om de problemer, der vil opstå ved bølgerefleksion fra spunsvæggene, og Dansk Kano og Kajak Forbund kan tilføje, at bølgerefleksion i endnu højere grad er mærkbar, når man sidder i en kajak. Hvis kajakkerne ikke længere kan ro til og fra havnen nordfra, vil det være en hundredårig trafik man stopper på denne måde, og det på et tidspunkt hvor kajaksporten i København er i rivende udvikling. Fx er der alene indenfor de sidste fem år åbnet tre nye kajakklubber nord for Langebro, og der er stadig stor søgning til klubberne og en generel stor interesse for at komme ud at ro i kajak. Dansk Kano og Kajak Forbund vil derfor opfordre kraftigt til, at man, senest samtidigt med påbegyndelsen af arbejdet med udvidelsen af Nordhavnen, etablerer en passage til små både i form af en kanal. Det umiddelbart mest indlysende sted for placering af en sådan kanal vil være mellem Kalkbrænderihavnen og Kronløbsbassinet, men forbundet går meget gerne ind i en dialog om alternative placeringer. Kanalen bør være 12-15 m bred og 2-3 m dyb, så den også er passabel for både, der er lidt større end kajakkerne. En sådan kanal vil ikke blot være til glæde for de mange medlemmer af kajak- og roklubber i og nord for Københavns havn, den vil også være til stor glæde for de turister, der vælger at opleve København på en anderledes måde set fra vandoverfladen, en turismefacon der helt klart er i fremgang her i landet og ikke mindst i København. Dansk Kano og Kajak Forbund vil også opfordre til, at når man laver en kanal, at man også sætter arealer af omkring kanalen til søsportsklubber, til de mange nye beboere som kommer til Nordhavnen i de kommende år. Endelig vil forbundet henlede opmærksomheden på, at hvis man ikke laver en kanal som foreslået, vil man spærre Nordhavnens beboere inde bag et erhvervsområde med kun meget begrænset vandadgang – en grotesk situation for en ny bydel i et havneområde.