Høringssvar vedrørende Amager Kulturpunkt - lokalplan 454

Oprettet: 31. august 2010
Svarnummer:
15

Indsendt af

Gry Pedersen & Kim Rasmussen

Virksomhed / organisation

Ejendommen Øresundsvej 14

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

indsigelse mod byggeri på Øresundsvej 12 Som nabo til det planlagte byggeri på Øresundsvej 12 - gøres hermed indsigelse mod planerne, beskrevet i forslag til lokalplan. Da vi er nærmeste nabo med skel ind til Øresundsvej 12, håber vi at vores mening har stor betydning i sagsbehandlingen. Vores ejendom Vi ejer ejendommen Øresundsvej 14, som er en blandet ejendom med både bolig og erhverv. Der ligger 4 lejligheder som er benyttet til et socialpædagogisk opholdsted, lokaler til restaurant og selskabslokaler, samt værksted og lager for et firma der sælger fedtudskillere. Vi ønsker at lave nogle af vores erhvervs m2 om til bolig - og vil fint kunne gøre det uden at ændre ejendommens særlige udtryk og karakter. Men et større byggeri på nabo-grunden vil gøre vores planer umulige. Byggeriet vil tage alt lys fra vores ejendom, og vil være placeret så tæt at man vil kunne kigge lige ind af vores vinduer. Vores vej og kvarter Øresundsvej er blevet en pæn gade. Vi har været igennem et stort kvartersløft-projekt og en stor vej-renovering. Kvarteret fremstår nu meget pænere og harmonisk. Der er en god blanding af bolig, institutioner, kultur og lettere erhverv. Der er samtidig en god blanding af ældre og nyere ejendomme og der er nogle grønne huller ind i mellem. Bebygger man Øresundsvej 12 som planlagt, forsvinder et meget vigtigt "grønt hul" for hele kvarteret. Det vil ændre hele vejens karakter og udtryk - og ikke til det bedre. Vores forhus ud til gaden er et af de få huse der er tilbage fra det gamle Sundby landsby. Vores baghus er en gammel badminton-hal fra 1930érne, med et flot karakteristisk buet tag. Disse bygninger står flot og synligt med luft omkring sig nu. Bygges der på Øresundsvej 12 lukker det til og man kan f.eks. ikke se vores sjove baghus. Skel Vi vil på det kraftigste protestere mod at der dispenseres for reglen om at byggeri skal være 2.5 meter væk fra skel. Som planerne er nu skal byggeriet ligge lige i vores skel, og det ønsker vi bestemt ikke. Vi har brug for lidt luft og plads i mellem huse og byggerier - så vi alle kan være her. Det vil være meget generende for vores liv og færden at have naboen "så tæt på". Desuden er der planlagt indkørsel og varelevering lige i skel ind til vores ejendom. Det vil sige få meter fra vores beboeres gårdhave og restaurantens ude-servering. Man skal altså sidde i gårdhaven og nyde sin kaffe, mens biler gasser op lige ved siden af eller lastbiler står i tomgang. Det kan da ikke tillades. Lys og skygge Det planlagte byggeri er så højt at det vil tage ALT lys fra vores ejendom. Det vil gøre at der ikke kommer lys ind af vores vinduer og det vil kaste skygge over vores dejlige gård - som bruges meget aktivt af alle lejere på ejendommen. Det vil i den grad gå ud over trivsel i de allerede eksisterende ejendomme at det da ikke kan tillades. Trafik, varetilkørsel og sikkerhed Et supermarked medfører altså mere trafik. Vi er jo også naboer til Føtex, så vi ved hvad vi taler om. Det er da rigtigt at Københavnere kører på cykel - men desværre ikke dem alle sammen. Der kommer mange biler og de bliver smidt alle vegne. Ved Rema 1000 på den anden side af Øresundsvej er der - efter cykelsti er lavet - ikke mere parkeringspladser ude på Øresundsvej. Det betyder at der meget ofte er stillet en bil midt på kørebanen eller oppe på cykelstien. Dette er naturligvis til stor gene for alle former for trafikanter. Vi har ingen grund til at tro at det skulle være anderledes ved et nyt supermarked på Øresundsvej 12. Vi har netop fået renoveret Øresundsvej og fået flotte sikre cykelstier som vi alle er meget glade for. Det er planlagt at et supermarked på Øresundsvej 14 skal have varetilkørsel direkte fra Øresundsvej ind i indkørsel (op af vores ejendom). Det vil sige at der skal bakke lastbiler ind i en smal indkørsel hver morgen - ind over cykelstien. Denne cykelsti er hver morgen benyttet af masser af Københavnere (nogle af dem meget små) på vej til arbejde, institution og skole. Det er utroligt farligt at blande cykelister og lastbiler! Og er det overhoved realistisk at lastbilen kan komme ind i indkørsel - eller vil den stritte ud over cykelsti og kørebane? For ikke at tale om hvordan beboerne i det nye hus skal komme ud af parkeringskælder hvis der holder en lastbil og spærrer indkørsel. Den del af projektet er vist ikke så gennemtænkt? Mon ikke at der også vil ske det samme som andre steder - lastbilen gider ikke altid bakke ind og vælger at parkere på cykelstien eller kørebanen? Vi kender problemet fra Føtex. Varetilkørsel til Føtex på Kirkegårdsvej hver morgen, skaber kæmpe problemer og mange farlige situationer. Vi må sige til vores børn at de ikke kan køre af Kirkegårdsvej om morgenen til skole - da det er for farligt. Støj og lugt Vi synes at vi i forvejen er belastet nok af støj og lugtgener pga naboskab til Føtex. Der er store støjgener ved tømning af containere tidligt om morgenen. Føtex delikatesse afd. afgiver meget store lugtgener. Ind i mellem lugter hele kvarteret af frikadelle. Et nyt supermarked vil helt sikkert skabe endnu mere støj og lugtgener. Er det f.eks. gennemtænkt hvor meget affaldshåndtering sådan et supermarked generer? Vi tror det ikke.... Flere supermarkeder? Vi har fuld forståelse for at byen skal være levende og borgerne ikke skal køre ud for at handle. Men....der er altså ikke brug for flere supermarkeder i vores område. Inden for en gå-afstand på 5 min kan man vælge mellem Føtex, Rema 1000, Netto, Kvickly, Fakta og Lidl. Og vil man gå i 10 min kan man også nå til Amager centeret med Irma og masser af specialbutikker. Vi har ikke brug for flere indkøbsmuligheder i vores område. Og der er ikke nyt byggeri på vej i området der vil øge behovet for flere dagligvare butikker. I den anden ende af Øresundsvej ved stranden, vil det nok være relevant med flere butikker - men ikke hos os. Hurra for kultur og mennesker Den nye lokalplan indeholder mange spændende ting. Vi glæder os til musiktovet og børnekulturhuset. Det er aktiviteter der passer naturligt ind i området og beriger vores liv og hverdag. Lad os fortsætte med at bruge området til mennesker og kultur og sige stop for ikke gennemtænkt profit-byggeri! Vi håber at politikere og embedsmænd i Københavns kommune lytter til vores fornuftige argumenter og siger nej tak til byggeri på Øresundsvej 12. Vi er naboerne der skal leve med følgerne af beslutningerne. Venlig hilsen Kim Rasmussen og Gry Pedersen Ejendommen Øresundsvej 14