Høringssvar vedrørende Restaurations- og nattelivsplan

Oprettet: 29. maj 2017
Svarnummer:
20

Indsendt af

Katrine

Postnr.

1103

By

København K

Høringssvar

Det er fint, at der endelig kommer fokus på problemet med larm, affald og andre gener i vores smukke by. Men jeg savner - som mange andre - klarere retningslinjer og konsekvens, når disse overskrides. Plus nogle helt klare anvisninger til, hvad man som borger kan gøre. Lad mig give et eksempel: En natklub i min gade har 05-bevilling tors-fre-lør. Det ved jeg, for det har jeg fået oplyst af Politiets afdeling for bevillinger. Problemerne er mange med denne natklub (dunkende bas, larmende gæster samt en kortege af taxier gennem den smalle gade ved lukketid, der dytter fordi der er fest i gaden), men det er jo bare sådan, nattelivet er i København...(?). Det største problem er dog, at natklubben tit har åbent alle mulige andre dage, og frit annoncerer på sociale medier, at i aften er der "onsdagsbar","søndagsfest" og alle mulige andre tiltag. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad jeg kan stille op, da det er ret stressende ikke at vide, hvilke nætter vi skal regne med at kunne sove. Her er resultatet: Kommunen siger Politiets bevillingsafdeling. Politiets bevillingsafdeling siger, at jeg skal ringe til 114. 114 siger, at de slet ikke kan slå op, hvilke natklubber der har hvilke bevillinger og i øvrigt heller ikke har tid til at rykke ud, hvorfor de beder mig kontakte politiets bevillingsafdeling eller kommunen igen. Det gør jeg så, og de beklager, men kan kun henvise til 114. Og sådan løber det rundt i evig båndsløjfe. Hvem tager sig af det? Og hvad er konsekvensen? Ingen ved det, ingen tager et ansvar og i mellemtiden holder natklubben åbent nu på søndag. Kom ind i kampen, København! Vi elsker byen, vi elsker puls, liv og mennesker i gaden, men vi har også brug for søvn, så vi kan fungere i hverdagen. Og vi har brug for nogen, der tager et ansvar. Vi har ikke brug for flere udvalg, rapporter eller dokumenter med gode, men alt for vage hensigter.