Oprettet: 28. maj 2017
Svarnummer:
45

Indsendt af

Andreas Dalsgaard

Postnr.

2300

By

København

Høringssvar

Jeg er indbygger i København, og samtidig aktiv i debat om byliv i både Danmark og udlandet. Som filminstruktør har jeg blandt andet lavet filmen The Human Scale, som viser vejen til en by med et menneskeligt ansigt. Vejen til gode byer sker altid ved at lytte intelligent til borgernes ønsker og behov, og inddrage dem dygtigt i beslutningsprocesserne for byen. Intet af dette foregår i forbindelse med bebygningen af Amager Fælled, hvor ledende politikere opfører sig som om beslutningerne allerede er afgjorte, og der intet kan diskuteres. Borgerne oplever ikke, at deres bekymringer bliver lyttet på. Det som undrer mig mest af alt er, at der ingen diskussion har været af alternative løsningsmodeller til lokalplanen for bebyggelse af Amager Fælled. Eller kompromiser. Det fremlægges som om, alt er bestemt for over tyve år siden, og pengene er brugt. Færdig, slut. Og nu må befolkningen og områdets beboere makke ret, og se deres elskede naturområde decimeret kraftigt. Først og fremmest af dette nybyggeri, men også af en unødvendig campingplads (der kunne placeres mange andre steder). Men byen har forandret sig siden planerne for Ørestad blev lavet for mange år siden. Og den oprindeligebyudviklings plan har ret beset heller ikke været hverken velanset eller succesfuld set i bakspejlet. Alligevel fastholder man planen uden kompromis eller dialog. Det præsenteres som en vind eller forsvind løsning, som nu møder massiv folkelig opbakning. Hvorfor skal der bebygges på arealer som rækker langt ind på Amager Fælled, i dets mest unikke areal naturmæssigt? Hvorfor ikke lave en smal rande af bebyggelse som kan følge metroen, og samtidig indkranse Amager Fælled? Den slags kompromiser vil forstærke oplevelsen af en unik park midt i byen. Hvorfor skabes der ikke en dialog, hvor byens borgere lyttes til og inddrag - med henblik på at forstærke Amager Fælled som naturområde og fællesareal? Det større billede mangler fuldstændig. Hvordan kan Københavns Kommune annoncere en ambitiøs ny strategi for bynatur med én hånd, og så nedlægge dele af det mest værdifulde område tæt på indre by med den anden? Som andre har nævnt, så ville man aldrig drømme om at bebygge Dyrehaven eller Fælledparken. Hvilke planer har kommunen for Amager Fælled, som burde omdøbes til Cph Central Park. Istedet behandles et helt unikt naturområde som et wasteland der mangler at blive byudviklet.