Høringssvar vedrørende Krimsvej tillæg 2 - supplerende høring

Oprettet: 8. april 2017
Svarnummer:
2

Indsendt af

Ernst Jan de Place Hansen

Postnr.

2300

By

København S

Høringssvar

Af høringsbrevet vedrørende supplerende høring af tillæg 2 til lokalplan 425 fremgår det på ingen måde, at det nu omfatter yderligere et delområde (delområde D) i forhold til det oprindelige udkast til tillæg 2. Tilsvarende refererer ændringer, der er fremhævet i det nye forslag til tillæg 2, primært delområde A, mens det nye delområde D stort set ikke omtales. Man skal grave ned i den oprindelige lokalplan for at blive opmærksom på, at der allerede på det tidspunkt blev åbnet for at bygge i op til 12 etager på en del af det, der i det nye forslag til tillæg 2 til lokalplanen kaldes delområde D. Endvidere havde det også klædt såvel følgebrev som lokalplantillægget at gøre opmærksom på, at der nu faktisk gives tilladelse til at rive bygninger ned i delområde D for at kunne opføre nye bygninger, dels det foromtalte 12 etages højhus, dels lavere bygninger, op til 3 etager. Og hvorfor er de ikke omfattet af de samme krav til fremtoning mv. som bebyggelsen i delområde A skal underkastes? Er det i øvrigt realistisk at forestille sig, at den mulige 12 etages bygning alene vil blive anvendt til erhverv? Hvorfor ikke helt droppe ideen om endnu et højhus? Og hvordan havde man i lokalplan 425 øvrigt forestillet sig, at man kunne bygge i op til 12 etager på en bygning, der forudsattes bevaret? Hvorfor er delområde D ikke nævnt i §4, stk. 1 om vej-, sti- og adgangsforhold? Hvad angår højden af bebyggelsen i delområde A fremgår det ikke tydeligt, om teknikhus er inkluderet i de 18 meter. Umiddelbart burde det være tilfældet, i det der i den af byggefeltet, hvor der tillades op til 5 etager, ikke er regnet med erhverv i stueetagen, dvs. en etagehøjde på 3 meter må være tilstrækkeligt. Hvad angår teknikhus på taget er der rundt omkring i området set flere uheldige eksempler på, at man ikke har fundet en god løsning mht. placering af tekniske installationer på tagfladen, uanset om man har forsøgt at skjule nogle af dem bag en afskærmning. Det er måske det man forsøger at håndtere vha. §6, stk. 2 men hjælper selvfølgelig ikke på de allerede tilladte og opførte bebyggelser. Endvidere havde det klædt følgebrevet til den supplerende høring ikke at bruge indforståede betegnelser som Bunkeren, Sydtårnet, Voksfabrik m.m. uden tydelig angivelse af de pågældende bygninger. Hverken Bunkeren eller Sydtårnet kan genfindes som betegnelser i den oprindelige lokalplan. Hvad er i øvrigt baggrunden for, at man i den nye udgave af tillæg 2 har skærpet kravene både til boligstørrelse, bygningernes fremtræden og forretningernes størrelse? Har de eksisterende bygninger ikke levet op til disse intentioner? Afslutningsvis ros til, at beplantning i nye byrum er beskrevet mere detaljeret og at der er mere fokus på bevaring af træer, men en mere omfattende beskæring af nuværende træer savnes, også i toppen.